26. september 2025

“Vi har rigtig mange der bidrager”

Denne uges kampe er begge væk fra de vante rammer i Sydbank Arena, og imens det blev til en komfortabel sejr onsdag aften i Silkeborg med en skadesramt trup, så venter der lørdag en intens affære, mod de kroatiske mestre fra Podravka.

Samtidig kunne vi i onsdagens kamp glæde os over, at unge Signe Bang som er blevet tilknyttet truppen denne sæson, fik sine første minutter i Bambuni Kvindeligaen.

Jakob Vestergaard har sat ord på den holdindsats som præstationen mod Silkeborg-Voel især bar præg af:

Mod Silkeborg-Voel leverede vi en rigtig flot præstation, en holdpræstation hvor der var mange som kom på scoringstavlen og bidrog i det hele taget. Det var samtidig en ny konstellation vi stillede med i forsvaret, men på trods af dette, var der mange ting som fungerede rigtig fint, og det er vi super tilfredse med. Der er en masse præstationer som er værd at fremhæve, men når vi fremhæver nogle, er der også nogle vi undlader, så derfor vil jeg hellere sætte fokus på den stærke holdpræstation som det var, at tage til Silkeborg og vinde på den måde og så overbevisende.

Kigger vi frem mod kampen lørdag i EHF Champions League, så er det ifølge Jakob, en modstander som fortjener en enorm respekt, for de præstationer de har leveret frem mod denne kamp:

Forud for sæsonen var lørdagens opgør en af dem, hvor jeg på papiret rigtig gerne ville sætte to point på kontoen, det tror jeg stadig på at vi har rigtig gode muligheder for, men jeg må også erkende at de resultater som Podravka har leveret i de første to runder, aftvinger en enorm respekt.

Katarina Pandža og Matea Pletikosic er begge spillere som har været fremragende spillende og scoret rigtig mange mål, så det skal vi have fokus på i vores forberedelser. Samtidig har de et rigtig stærkt 6-0 forsvar hvor de rigtig godt op, så det bliver en kamp hvor vi skal toppræstere hvis vi skal rejse derfra med point på kontoen. 

Også Yara ten Holte er forberedt på den stærke defensiv som venter os i Kroatien:

Vi ved at de spiller håndbold på en lidt anden måde end vi gør her i Danmark, hvor de har stor fokus på 1 mod 1 duellerne, så defensivt skal vi – selvfølgelig som hold – men også individuelt, være forberedt på de dueller som venter.

Selvom vores trup lige nu er lidt smallere, så synes jeg at dem som har været klar, har klaret det godt. At vi tester nogle forskellige konstellationer allerede nu, er jeg sikker på kommer til at gavne vores spil senere i sæsonen. Vi finder stor ro i troen på, at vi alle har lidt ekstra at give af, når truppen af og til er ramt af skader eller sygdom. 

Kampen i morgen spilles kl. 18.00 og vises på TV3 Sport.

I næste uge venter der hele to hjemmekampe i Sydbank Arena.

Onsdag tager vi i Bambuni Kvindeligaen hjemme imod Viborg HK – Kampstart kl. 18:30. Søndag kommer franske Brest på besøg, her skal du sidde klar på tribunen til kampstart kl. 16:00.

Hvis du stadig ikke har sikret dig din billet, så kan du gøre det lige HER!

//Odense Håndbold

 

Del: