”For os handler det om at støtte noget, der betyder noget for mennesker. Odense Håndbold er ikke bare en klub – det er et fællesskab, der samler byen og skaber oplevelser,” siger direktør for Lilje-huset Rasmus Thomsen om samarbejdet, der er virksomhedens første større sponsorat.
Lilje-huset A/S er en dansk totalleverandør og byggefirma med base og hovedkontor i Odense. Siden 1970 har virksomheden specialiseret sig i arkitekttegnede fritidshuse og sommerhuse i træ, og gennem mere end 50 år har Lilje-huset opført knap 5.000 fritidshuse langs de danske kyster.
”Vi bygger huse – men i virkeligheden bygger vi drømme og relationer. Det her sponsorat er en forlængelse af det,” siger direktøren.
At det første større sponsorat netop bliver med Odense Håndbold, er ikke tilfældigt. Lilje-huset ser et tydeligt match mellem virksomhedens egne værdier og en klub med store ambitioner både på og uden for banen.
”Odense Håndbold er en klub med ambitioner. De vil noget. De arbejder hårdt. De står for ordentlighed og kvalitet – præcis som vi stræber efter hver dag. Og så er kvindehåndbold bare et fantastisk univers. Det er passion, tempo og dedikation. Det er svært ikke at blive grebet af,” fortæller Rasmus Thomsen.
Hos Odense Håndbold glæder den kommercielle direktør sig over at byde Lilje-huset velkommen i partnernetværket.
”Vi er da ret stolte over, at Lilje-huset har valgt Odense Håndbold til deres første større sponsorat. Vi deler ambitionen om at store drømme, skabe kvalitet og stærke relationer, og vi glæder os til at bygge et værdifuldt samarbejde,” siger Peter Klostergaard.
//Odense Håndbold