19. februar 2024

Rekordernes eftermiddag…

Det er næppe gået nogens næse forbi at vi kvalificerede os til EHF Champions League-kvartfinalen, for første gang i klubbens historie. Det var dog en eftermiddag som bød på flere rekorder. 

Søndag eftermiddag kl. 14.00 lagde Sydbank Arena gulv til en kamp, som går over i den odenseanske håndboldhistorie. Vi kvalificerede os for første gang til kvartfinalen i kvindehåndboldens fineste klubturnering, og som om det ikke var nok, så besejrede vi også CSM Bucuresti for første gang i vores historie. Det skete med en sejr på 29-25, men under det imponerende resultat gemmer der sig flere store meritter.

Foruden dét, at en kvalifikation i sig selv er en bedrift, så slår vi også rekorden for flest antal point i en gruppefase for Odense Håndbold. I denne sæson avancerede vi med 21 point, hvilket er 5 point flere end den hidtidige rekord, som er fra sidste sæson, hvor vi sluttede gruppespillet med 16 point.

Derudover, så har vi aldrig været så stærke i Sydbank Arena, som i denne sæson, hvor vi har vundet 5, spillet 1 uafgjort og blot tabt 1 kamp. Vi har scoret rekord mange mål (461), og kun i sidste sæson var vi i nærheden, med 405 mål. En imponerende forøgelse på 56 mål. I den anden ende af banen har vi også slået en rekord. Vi har kun lukket 359 mål ind og det er kun i 18/19 sæsonen, at vi lukkede færre mål ind, men spillede tilmed fire kampe mindre.

Sidst men absolut ikke mindst, så har vi slået alle rekorder for tilskuerantal på hjemmebane i gruppespillet. I snit har vi haft 2.142 tilskuere pr. kamp, og med en kapacitet på 2.300 mennesker i Sydbank Arena, så giver det os en imponerende belægningsprocent på 93%. Det har kunnet mærkes helt ind i hjertet på banen, som statistikken ovenfor bevidner. Kampen mod CSM Bucuresti skabte tilskuerrekord for en enkeltstående kamp i EHF Champions League, da 2.298 tilskuere overværede den historiske eftermiddag.

For en mand med fire Champions League-titler på CV’et, så skal der meget til at imponere Ole Gustav Gjestad, men ikke desto mindre, så var gårdsdagens sejr mindeværdig.

“Det betyder meget på mange områder. Det ene er at være kvalificeret direkte, det er meget værd og vi slipper for at spille play-off. Det er et hold som er sjovt slå (CSM), fordi vi tabte sidst og det er et europæisk tophold. Så det er en slags bekræftelse på at vi er på rette vej, og ikke mindst at en fuld arena, med masser af mennesker og en god opbakning med mange sponsorer. I går havde vi godt tag på angrebsspillet, og Althea står godt. Angrebsspillet var ikke fantastisk, men vi scorer når vi skal og vi vinder kontraspillet ret klart.

Jeg syntes gruppefasen har været god. Vi har nogle virkeligt stærke ude sejre: Bietigheim og Brest. Vi starter dårligt ude mod CSM, men har muligheder mod Györ i begge kampe og alt i alt, så vinder vi de kampe vi skal, hvilket jeg- og spillerne er godt tilfredse med. Det betyder meget at for spillerne at slå CSM. Det var et af de hold, som man rigtig gerne vil slå.” 

Alt i alt, så har det været en fantastisk EHF Champions League-kampagne, og vi glæder os usigeligt til at byde jer velkomme til kvartfinalen senere på foråret. Vil du være sikker på en plads til kvartfinalen, så skynd ind og køb dit sæsonkort eller abonnement, så du ikke går glip af endnu en håndboldoplevelse i verdensklasse!

//Odense Håndbold

Del: