23. april 2024

Optakt: Viborg HK vs. Odense Håndbold…

For femte gang i denne sæson brager vi sammen med Viborg HK. Selvom vi har et godt tag på viborggenserne, så er det meget få gange, at det ikke har været problemfyldt. 

Derfor bliver det med al sandsynlighed bøvlet, når vi i aften drager til BIOCIRC Arena. En Arena, hvor vi ikke har tabt siden 2021, da en storspillende Kristina Jørgensen blev for stor en mundfuld. Der er løbet meget vand i åen siden da, og Viborg HK er ikke helt på det niveau længere. Truppen er yngre, og selvom den stadig fyldt med kvalitet, så har de ikke fået den bedste start på slutspillet med to nederlag i ligeså mange kampe. Vores seneste opgør mod Viborg HK var påskesøndag, hvor vores fløje gjorde ondt på viborggenserne, der endnu engang efterladte et godt udtryk på banen. Det var en kamp, hvor vi spillede med 13 tekniske fejl, og dermed gjorde det svært for os selv i det etablerede angrebsspil. Til gengæld havde vi rigtig godt styr på Viborgs’ altoverskyggende profil: Christina Pedersen, og når Althea Reinhardt lukkede af i målet, så løb vi kontra. Hele elleve kontrascoringer blev det til, og det kunne meget vel blive formlen, igen i aften. Sætter vi tingene lidt på spidsen, så skal Viborg HK vinde for at holde liv i det spinkle håb om en semifinaleplads. Omvendt, så kan vi næsten sikre os en semifinaleplads- og tilmed en 1.plads i gruppen med en sejr. Så der er lagt i kakkelovnen til en interessant håndboldkamp.

Skærp blikket på: Maren Aardahl vs. Sara Hald… der har det tilfælles, at de gør sig gældende i begge ender af banen. De bliver et vigtigt aktiv i kampen, når vi kigger på forsvarsdelen, hvor de hver især skal lykkedes med at kitte defensiven sammen. Det er en duel, som strækker sig til begge ender af banen, da vi har af gøre med to forsvarsspillere, der også har ekspertise i den offensive del. Her er de meget lige, hvor Maren Aardahl har lavet 87 mål og har en scoringsprocent på 76%. Sara Hald har lavet 113 mål og har en scoringsprocent på 77%. Hvem der vinder duellen offensivt såvel som defensivt kan du se på TV2 Play kl. 20.00 eller direkte i BIOCIRC Arena, Viborg.

Det var en stor holdpræstation, der skabte sejren mod Ikast Håndbold. Sådan lyder ordene fra Helena Elver.

“Vi er sindssyg glade og tilfredse med vores 2. halvleg mod Ikast, og de to meget vigtige point. Det er klart, at det giver et selvtillidsboost, at vi kan vise både overfor fans, sponsorer og os selv, at vi kan spille på et meget højt niveau. Der var en vild stemning i hallen, og det gav os helt sikkert nogle procenter og noget tro på tingene, at alle i hallen støttede så meget op om os. Jeg synes, at det var en stor holdpræstation, vi leverede mod Ikast. Jeg er altid glad for at kunne hjælpe holdet, men det vigtigste var, at vi stod sammen som et hold og fik en rigtig vigtig sejr.

Viborg har haft en flot sæson, og derfor skal vi spille koncentreret og disciplineret gennem 60 minutter. Vi skal være fysiske i forsvaret og lægge pres på Viborg spillerne, som forhåbentligt giver os muligheden for at løbe med dem.” 

Som før nævnt, så kan du følge kampen direkte på TV2 Play, men hvis du vil være sikker på at se pigerne i deres potentielle historiske kvartfinale mod SG BBM Bietigheim eller i slutspillet mod København Håndbold, så skynd dig at find din billet her!

//Odense Håndbold

 

Del: