30. august 2024

Optakt Santander cup: Ringkøbing Håndbold vs. Odense Håndbold…

Sæsonen bliver skudt i gang med en pokalkamp i Ringkøbing, nøjagtigt som sidste sæson, hvor vi avancerede til kvartfinalen efter en sejr over SønderjyskE. 

Det handler om at få en god start på den nye sæson, og derfor er et avancement påkrævet. En sejr vil betyde en kvartfinaleplads, hvilket vil være syvende gang i streg at vi når så langt. Hvis vi rammer en kvartfinaleplads, så er der stor sandsynlighed for at vi ender i final 4. De seneste syv sæsoner har vi avanceret til final 4, efter at være gået videre til kvartfinalen. Vi har vundet turneringen én gang i 2020/2021, og det er ingen hemmelighed, at det er en pokal, som vi meget gerne vil genvinde, når der er final 4 i december. Men først skal vi først forbi Ringkøbing, som vi statistisk har det rigtig fint imod. Vestjyderne har dog haft en længere opstart end os, så vi kommer helt sikkert til at møde kompetent modstand lørdag eftermiddag. Sidst vi mødte Ringkøbing Håndbold i santander cuppen var tilbage i 2021/2022, hvor vi vandt 36-21 i 1/8-dels finalen.

Apropos 1/8-dels finalen, så har det været endestationen for Ringkøbing Håndbold de seneste 4 sæsoner. De jagter i første omgang en kvartfinaleplads, som de endnu ikke har deltaget i. Ringkøbing bliver stadig ført an af de to profiler, Cecilie Bjerre og Jane Mejlvang, der på sine bedste dage kan gøre det svært for mange hold. Truppen er dog smal, og derfor ligger der også et stort ansvar på de to profiler.

Vores optakt til pokalkampen har været kort, præget af OL, og en trup der har skulle finde hinanden igen. En række spillere har døjet med små skavanker, og Clara Skyum Thomsen kom sent ind i truppen, da hun skiftede fra København Håndbold d.22. august. Vi har spillet tre træningskampe, hvor man i perioder har set glimrende spil i begge ender, og en trup som har mange strenge at spille på. Returløbet er et fokuspunkt i eftermiddagens kamp, og har været en af de ting, som truppen ikke selv har været helt tilfreds med.

Vi glæder os usigeligt til første kamp i sæsonen, og skulle ikke være én de +50 orange fans, der har fundet vej til Ringkøbing. Så tøv ikke med at hoppe ind på: http://oh.eventii.dk og sikre dig billetter til første hjemmekamp mod EH Aalborg.

//Odense Håndbold

Del: