30. januar 2024

Optakt: Odense Håndbold vs. Viborg HK…

Viborg HK venter i aftenens kamp, i Sydbank Arena, hvor der ikke alene er tale om en topkamp, men samtidigt en duel mellem bronzeduellanterne fra Santander final 4. 

Historisk set, er det en mastodont vi møder i aften, når Viborg HK kommer på besøg. Den er en klub der har flere Champions League-titler bag sig, men det er efterhånden en rum tid siden, at den midtjyske klub var med dér, hvor det er sjovt. I denne sæson, er Viborg i gang med en lille genopbygning, hvor truppen er lidt yngre, med få rutinerede kræfter. Indtil videre har de spillet en god sæson, hvor de aktuelt ligger nr. 5 med 18 point, og samtidigt deltog i Santander final 4. De har sæsonen igennem været forholdsvis stabile, med små svipsere mod: Horsens, Ringkøbing og Aarhus United, hvilket gør, at de har et godt stykke vej til top-4. Det skyldes muligvis Viborgs problemer med at lukke af. De spiller med stor risiko offensivt, hvor de laver lidt for mange tekniske fejl (12,5), og det har givet modstanderne mange nemme mål, som gør at Viborgs defensiv kommer til at se dårligere ud end den er. Blandt andet kan vi se, at vi har lavet 75 mål på to kampe mod Viborg. I den anden ende scorer de pænt med mål, og sæsonens helt store profil i den kategori har været højre back, Louise Søndergaard, som ikke alene har scoret 110 mål, men også ligger med en scoringsprocent på 68%. Ganske imponerende og en spiller vi skal være klar på.

Seneste opgør 30-12-2023: Viborg HK vs. Odense Håndbold 32-35… er en kamp, som begge hold ikke vil huske for det kønne håndboldspil. Vi startede sløvt og havde svært ved at finde den rette aggressivitet og hårdhed. Vi blev bedre i 2.halvleg, hvis man ser bort fra en enkelt periode, hvor vi var tæt på at lukke Viborg ind i kampen igen, selvom det egentligt ikke burde have været spændende. Til gengæld var kulissen fantastisk og selvom det blev bøvlet, så tog vi sejren til sidst.

Ragnhild Valle Dahl har indledt 2024 i forrygende form, og mener selv det handler om marginaler.

“Januar har været en svær og hektisk måned med mange kampe. Samtidig er det kampene vi træner for og det er vigtig at restituerer hurtigt. Vi tager en kamp ad gangen og da er det alltid den som gælder. Det er ingen enkle kampe i den danske liga, og vi er nødt til at være skærpet fra start. Selv med to kampe mod Viborg fra tidligere i sæsonen, har vi flere ting vi ønsker at gøre bedre i aftenens kamp. Vi skal ha fokus på vores spil, med et aggressivt forsvar og en offensiv indstilling i angrebsspillet.”

Ragnhild fortsætter, til spørgsmålet om hendes gode form…

“Godt spørsmål. Det har vært lidt svingende, men det er ingen ting jeg vil mere end at top-præstere  for- og sammen med holdet. Jeg arbeider med at udvikle mig hver dag. Jeg skal fortsætte- og være mere dirkete i spillet og tage de muligheder som kommer.”

Allerede på lørdag spiller vi en uhyre vigtig kamp i EHF Champions League, hvor franske Brest Bretagne kommer på besøg. En sejr vil kunne bringe os meget tæt på en historisk kvartfinale, så vi har brug for ALLE i Sydbank Arena: Billetter, sæsonkort & abonnement! 

//Odense Håndbold

Del: