Der venter en topkamp i Sydbank Arena, når Nykøbing/Falster Håndbold kommer på besøg, i en af de kampe, som efterhånden er ved at blive en klassiker i dansk kvindehåndbold.
Det er kvindeligaens nr. 4, som kommer på besøg. Det vidner om en masse kvalitet og et hold som ikke er vant til at tabe håndboldkampe. Nykøbing/Falster Håndbold har i denne sæson kun tabt til hold der ligger over dem, hvis man ser bort fra en enkelt svipser mod Viborg HK, tidligt i sæsonen. Det er et hold som er stærke på udebane, hvor de kun har tabt én kamp i hele sæsonen. Eftermiddagens opgør, er NFH’s mulighed for, for alvor at blande sig i kampen om top-3, og så er det ikke helt uvæsentligt, hvis de skal lave et resultat, at de spiller med få tekniske fejl (9). Det vidner om et hold, som på udebane- og unde pres formår at bevare roen og spille god håndbold. Der er dog ét stort spørgsmålstegn op til opgøret. Deres førstekeeper Cecilie Greve har været ude, siden premieren mod København Håndbold d. 3. januar, og hun er essentiel for NFH’s defensiv, og derfor kan det blive et stort problem, hvis hun ikke bliver klar. Ser man bort fra kvindeligaen, så har NFH fået en dårlig start på EHF European League, hvor de har tabt alle tre kampe. Men uanset, så er det to forskellige turneringer og vi må forvente en hård topkamp.
Seneste opgør 20-09-2024: Nykøbing/Falster Håndbold vs. Odense Håndbold 22-30… formåede vi at skaffe os selv en historisk føring efter 11 minutter, hvor stillingen var 0-11. Det var premierekampen i den nye Spar Nord Boxen, men den eufori fik vi- og i særdeleshed Althea Reinhardt hurtigt lagt låg på. Med 10 redninger og en redningsprocent på 100% efter 11 minutter gjorde vores danske landsholdskeeper det umådeligt svært på værterne. Samtidigt spillede vi suveræn kontraspil, og Maren Aardahl/Elma Halilcevic gjorde rigtig ondt på Nykøbing/Falster Håndbold.
Elma Halilcevic møder sine gamle venner fra NFH og selvom det efterhånden er længe siden, så vil det altid være specielt.
“Det vil altid være specielt at møde gamle klubber man har været i. Det tror jeg altid det vil være, når det er nogen man har haft en bånd til, men jeg er rigtig gearet og klar til at banke dem haha. Jeg snakker stadig fint med mange af dem, selvom der var stor udskiftning, da jeg skiftede, men jeg har det godt med mange af dem.
Vi skal tage alle kampe seriøst, og det skal vi også mod Nykøbing. Vi skal være klogere end vi var i Skanderborg, og så skal vi være der lidt mere, for vi ved godt selv, at det ikke var den bedste præstation i Skanderborg. Jeg tror helt sikkert, at kontraspillet kan blive en faktor. Ligesåvel, som de er gode til at løbe kontra, så er de også et hold man kan løbe kontra på. Så jeg er sikker på at vi kan presse dem der.”
Der er rigeligt med hjemmebanekampe den kommende uge, hvor vi brager sammen med Viborg HK og Bres Bretagne i henholdsvis kvindeligaen og EHF Champions League. Det er kampe du IKKE vil gå glip af, så skynd dig og find din plads her!
//Odense Håndbold