17. maj 2024

Optakt: Odense Håndbold vs. Nykøbing/Falster Håndbold…

Det bliver tredje opgør mod Nykøbing/Falster Håndbold på en uge, og denne gang skal der findes en vinder, når vi i eftermiddag spiller tredje semifinale. 

Højt at flyve dybt at falde. Ja, sådan er det engang imellem og vi måtte sande onsdag aften, at tre gode halvlege ud af fire ikke var nok til en finaleplads. For selvom 1.halvleg i Nykøbing var under kontrol, og vi gik til pause foran 12-15, så ændrede det hele sig på 30 minutter. Vi glemte fuldstændigt at spille håndbold, og gøre de ting som vi er lykkedes fint med mod Nykøbing. De spillede lange angreb, og gik over i en 7 mod 6 formation, som vi havde meget svært ved at løse. Vores angrebsspil blev forhastet, og der blev truffet for mange dumme beslutninger, hvilket var en smule uforståeligt i og med vi havde udgangspunktet, som det førende hold. Nederlaget blev en realitet, og derfor står vi i tredje semifinaleopgør. Det bliver i Sydbank Arena, og her behøves vi ikke spole tiden ret meget tilbage, for at vi finder en knusende 18-måls sejr i første semifinaleopgør. Hvis vi gerne vil i finalen, så er det nok den formel vi skal finde igen. Kontramaskinen ska fodres, og så skal vi have samme kompakthed i defensiven, så Althea og Yara får bedre arbejdsbetingelser i målet. Vi har været fremragende på hjemmebane i denne sæson, og det tryk som hallen kan lægge skal vi have ud på banen. Det bliver en intens kamp, hvor Nykøbing højst sandsynligt går i 7 mod 6 igen, og det skal vi have fundet en løsning på, hvis vi vil spille os i finalen.

Skærp blikket mod: 7 mod 6 spillet… for det blev ganske afgørende i Nykøbing, da Jakob Larsens-tropper gik over til den konstellation efter pausen. Vi blev stresset, og det gav alt for store huller defensivt. Det lykkedes os aldrig at finde løsningerne, men uanset hvilken forsvarskonstellation vi kommer med i eftermiddag, så er det en problemstilling der skal løses. Det kommer unægtelig til at kræve en masse bevægelighed og aggressivitet, men vigtigst af alt, så bliver nøglen: koncentration. Det er et taktisk spil, som bliver meget spændende at følge i dagens kamp.

Skuffelsen fra i onsdags har lagt sig hos Sidsel Mejlvang, og hun ved at hele holdet kan præstere bedre.

“Efter at have vundet første semifinale havde vi selvfølgelig håbet på at kunne gøre det færdigt på to kampe. Det blev ikke tilfældet. Vi ved dog, hvad vi står for, så når vi lørdag alle bidrager med mere både individuelt og kollektivt, så tror vi på, at vi sammen lykkes. I Nykøbing spiller vi en dårlig halvleg, mens NFH spiller en virkelig fin anden halvleg. Det var en dårlig kombination. Vi formåede ikke at løse deres 7 mod 6 spil, som de spillede stort set hele kampen. Det har vi en løsning på nu. 

Det er altid fedt at spille på hjemmebane. Sidste gang var det med til at sikre en stor sejr. NFH viste dog i onsdags, at der skulle mere til at få dem ned med nakken. Jeg håber, at publikum igen vil være med til at skabe en fantastisk ramme for en god håndboldkamp og derved hjælpe os med at skaffe en sejr.”

Vi opfordrer endnu engang ALLE til at rykke pinsefrokosten ud i Sydbank Arena, hvor vi sørger for mindst ligeså god stemning, og kolde drikkevare. Du kan finde din billet ved at klikke her! 

//Odense Håndbold

Del: