11. maj 2024

Optakt: Odense Håndbold vs. Nykøbing/Falster Håndbold…

Et semifinalebrag venter i eftermiddag, når Nykøbing/Falster Håndbold kommer på besøg, i hvad der også betyder et brag mellem to af Danmarks bedste fanklubber.

Netop fanklubberne kan få stor betydning, når vi rammer de her kampe. Det er kampe med en masse nerve og intensitet, men når “musikken” gjalder fra tribunerne, så sker der som regel noget med holdene. Selvtilliden øges, og pludselig virker det, som måske har haltet lidt igennem kampen. Det er en faktor som begge hold nyder godt af til dagligt, og det er helt sikkert noget begge hold får brug for. Nykøbing/Falster Håndbold blev nr. 4 i grundspillet og nr. 2 i slutspilspulje 1. Her måtte de se sig slået af Team Esbjerg, men kigger vi deres form lidt mere i sømmende, så er det ikke et NFH-hold, som har ramt topformen. Det er blevet til overraskende nederlag mod SønderjyskE og et remis mod Silkeborg/Voel Håndbold, og selvom nederlaget til Team Esbjerg bød på en godkendt præstation, så har det ikke helt været det slutspil, som Jakob Larsens tropper håbede på. Alligevel er det et hold sprængfyldt med kvalitet. NFH laver notorisk få tekniske fejl (9.47 i gennemsnit pr. kamp), hvor deres teknisk stærke spillere; Mona Obaidli, Kristina Kristiansen og Sofie Badrum sørger for at holde flow i angrebsspillet. Defensivt så trækker de ikke mange udvisninger, og det kan både være en fordel og ulempe, men med rutinerede Cecilie Greve, som har stået en stærk sæson, så har NFH en sikker sidste skanse. Det er et hold med masser af fart og snilde, hvor vi helt sikkert kommer til at få en tempofyldt dag på banen.

Skærp blikket mod: Nikita van der Vliet vs. Albert Kielstrup… der ganske vidst ikke spiller samme position, men i de seneste par kampe har Nikita van der Vliet dækket 2’er positionen til venstre, så det er ikke utænkeligt, at hun kommer til at stå overfor NFH’s topscorer. For Alberte Kielstrup har i denne sæson disket op med 123 mål og 68 assist, og trods sine blot 23 år, så har hun taget et stort ansvar for NFH. Nikita har farten og aggressiviteten til at dæmme op for Alberte Kielstrup, men det bliver spændende at følge netop denne duel i kampen, som potentielt kan komme til at have stort indflydelse på resultatet.

Boostet i Ikast er med til at løfte hele holdet, og det bliver vigtigt ifølge keeper, Althea Reinhardt.

“Det giver selvtillid og alle fik spillet. Vi viser god moral og kæmper sammen, selvom tingene måske ikke altid kører, hvilket giver en rigtig god holdfølelse ind til kampen mod NFH. Det er et hold med lidt mindre spillere, som er rigtig gode med bolden og fintestærke. De spiller hurtigt og det er vigtigt at vi får lukket ned for dem fra start og giver dem en masse fysik. 

Jeg tror ikke jeg tænker så meget over min egen form. Jeg har fuld fokus på kampene og de opgaver der venter. Jeg har virkelig haft fokus på det fysiske i snart 2 år, med en personligtræner, og det kan jeg virkelig mærke giver gevinst nu. Selvom sæsonen har været lang og hård, så har min krop det sindssygt godt og det tror jeg bestemt også er en del af grunden til min form.”

Vi glæder os til at se en masse af jer til super-søndag i Sydbank Arena. Husk, at der i fanshoppen vil være en stor outlet, med en masse fede produkter til discountpriser. Du kan også finde dine billetter her: Billetter, hvis ikke du allerede har sikret dig plads. Klik her og stem på årets spiller! 

//Odense Håndbold

Del: