19. september 2023

Optakt: Nykøbing/Falster Håndbold vs. Odense Håndbold…

Det er ikke uvant for os at gæste Nykøbing/Falster Håndbold i løbet af en sæson. Denne gang bliver det dog en anderledes oplevelse, når vi indtager den splinternye arena, Spar Nord Boxen. 

Vi har selvsagt aldrig vundet i Spar Nord Boxen, i og med det er første gang vi entrerer den nye arena. Men ellers plejer vi at have et godt tag på Nykøbing/Falster Håndbold, når vi er væk fra Odense. Vi har ikke tabt siden 2019, og det er derfor blevet til otte sejre i streg på fremmed halvgulv. Nykøbing/Falster Håndbold er kommet planmæssigt i gang med sæsonen. Efter et nederlag til Team Esbjerg i premieren har NFH vundet over Ajax og Skanderborg Håndbold, hvor sidstnævnte var offer for premierekampen i den nye arena. Det er to hold som traditionelt scorer mange mål, hvor det i de indbyrdes kampe er meget forskelligt. I denne sæson er både Odense Håndbold og NFH kommet målrigt i gang, hvor vi har lavet 38 mål i snit, og Nykøbing/Falster Håndbold 32 mål i snit. De tal in mente, og det faktum at Nykøbing/Falster helt sikkert vil være ekstra tændte i en ny hal, så kunne man sagtens forestille sig at der venter en målrig kamp. Moa Högdahl skiftede i sommers den grønne trøje ud med den gule, og hun har startet tilværelsen på Falster særdeles godt. Med fem mål i tre kampe, er hun NFH’s topscorer i sæsonen, og hun bliver en af dem de nødigt skal have gang i, hvis det skal blive til 2 point. Keeperduellen bliver vanen tro også spændende. Cecilie Greve er startet fint i NFH-målet, og Yara ten Holte har været outstanding med en redningsprocent på 48%. Kan hun finde bare lidt af det niveau frem, så er der gode chancer for point.

Elma Halilcevic vender tilbage til sin gamle hjemmebane, eller ikke helt for den bane, hvor hun tilbragte så mange år i, er skiftet ud.

“Det bliver meget spændende. Det er et sted som jeg holder meget af, og et sted hvor jeg udviklede mig meget, så det bliver selvfølgelig specielt at komme derned igen. Først og fremmest er det vigtigste, at vi som hold kommer derfra med 2 point, og så kommer alt andet sekundært. Med det sagt, så kunne det selvfølgelig være fedt at være med til at gøre mit for at nå en sejr. 

NFH har skiftet meget ud op til denne sæson, men Elma fremhæver dog én ting, som vi skal være særligt opmærksomme på.

“NFH har skiftet meget ud til sæsonen her, så det er et helt andet hold end tidligere. Noget de dog har holdt fast i er deres uforudsigelige spillestil og hurtige fødder. Så en ting, der bliver vigtig for os, er også at kunne udfordre dem på det, de er gode til.”

Vi bliver en masse orange-fans samlet i Nykøbing og vi glæder os til at have en fest med jer. Skulle du være forhindret i at støtte pigerne live, så kan du se med på TV2 Sport fra kl. 20.00.

//Odense Håndbold

Del: