02. februar 2025

Optakt: HH Elite vs. Odense Håndbold…

En tur til det østjyske venter os i eftermiddag, hvor vi skal møde et af de mere forstærke hold fra bunden af tabellen i HH Elite.

Det bliver ikke den vanlige hjemmebane, Forum Horsens, der danner rammer for eftermiddagens opgør. I stedet er vi rykket til en af landets mest kendte sportsefterskole i BGI Akademiet, hvor vi spiller i opvisningshallen. Det kommer næppe til at ændre på kampens forløb, hvor vi endnu engang skal ud og vise den forskel der bør være på top og bund. Det sidste ord kan faktisk diskuteres. For selvom HH Elite ligger under top-8, så er de efter et par gode resultater, med blandt andet sejre over København og Silkeborg/Voel hoppet op på en 10-plads. Alligevel har HH Elites’ sæson været en ujævn en af slagsen, og lige som man troede, at de var begyndt at forløse det potentiale der er i en god trup, så tabte de skuffende til Ringkøbing Håndbold. Det var en kamp hvor deres vanlige førstekeeper, Andrea Austmo var ude med skade, og det har helt sikkert haft betydning for HH Elites’ muligheder. Men som før nævnt er det et Horsens-hold i fremgang. Tre sejre er det blevet til, hvor to af dem er kommet efter jul, hvilket selvsagt er en forbedring, men samtidigt fortæller om et hold, der skuffede før jul. De to altoverskyggende profiler Mai Kragballe og Andrea Austmo løfter et kæmpe ansvar i hver deres ende, og tager man et kig på førstnævnte, så er det en imponerende sæson hun har gang i. Mai Kragballe har banket 98 kasser ind og leveret 50 assist dvs. hun har været involveret i hver anden Horsens scoring i denne sæson, og tilmed holdt sig under 3 tekniske fejl pr. kamp. Intet mindre end imponerende, og en spiller man bør holde et vågent øje med i eftermiddagens opgør.

Seneste kamp 17-09-2024: Odense Håndbold vs. HH Elite 33-22… skulle vise sig at blive en af de kampe, hvor vi spillede to forskellige halvlege. 1. halvleg var præget af et sløvt angrebsspil, med alt for mange brændte chancer. Til gengæld havde vi en hollandsk keeper der tog med hænder, og hele tiden sørgede for, at selvom vi sled med det, så var vi oven vande. Men som så mange gang før, så kom vi blæsende ud efter pausen, og vores store styrke, bredden skulle vise sig at blive afgørende, da vi løb HH Elite over ende. Det blev til en masse kontrachancer, og dem udnyttede Anna Grundtvig til perfektion og “afgjorde” kampen efter 45 minutter, med vores første 10-måls føring.

Yara ten Holte, der har stået overfor en anden opgave den seneste måneds tid, ser gode perspektiver i det.

“Det er en anden opgave, end jeg er vant til, men jeg synes, vi håndterer situationen godt sammen. Jeg forsøger at hjælpe Andrea så meget som muligt og forsøger at give hende selvtillid, når hun er på banen. Andrea er en anden målmand, end jeg er, fordi hun er så høj, og så prøver jeg for eksempel at hjælpe hende med at bruge sin længde.
For mig personligt kræver det meget fokus. Jeg vil give det hele i hver kamp, ​​redde mange bolde, forbedre mig fra kamp til kamp. Også for at vise, hvorfor vi er favoritter. Vi har et godt forsvar og et godt angreb, men hvis vi ikke er fokuseret på det basale, så gør vi det unødvendigt svært for dig selv.

Vi har et rigtig godt forsvar, når alle arbejder hårdt. Det er så dejligt at stå bag det forsvar. Så jeg håber virkelig, at vi kan lægge en masse energi i vores forsvar og lave mange kontramål. Det vil give mig selvtillid som målmand og sætte pigerne foran mig.”

Vi ønsker allesammen Yara og pigerne en god kamp i Horsens, hvor de ikke som normalt spiller i Forum Horsens, men derimod på BGI Akademiet. Kampstart kl. 15:00 og kampen bliver desværre ikke vist i tv.

//Odense Håndbold

Del: