Vi går ind i den afgørende fase, i kvindehåndboldens fineste klubturnering, hvor vi stadig har alle muligheder for en direkte kvartfinaleplads. Men det kræver en sejr i Montenegro.
Fuldstændigt som da vi mødte Buducnost i Sydbank Arena, tilbage i december, så er holdets største stjerne at finde på trænerbænken ved Bojana Popovic. Buducnost har ikke det store at spille for i aftenens kamp, da de ikke kan nå top-8, og dermed adgang til 1/8-dels finalerne. Derfor er det en “must win” kamp fra vores side. Uanset, hvordan Buducnost havde ligget i tabellen, så havde det været en kamp vi skal vinde, da vi med en sejr er uhyre tæt på en direkte kvartfinaleplads. Det er et montenegrinsk hold, som har haft det særdeles svært i gruppe a, og særligt en spiller glimter ved sit fravær. Den mangeårige profil, Milena Raicevic har ikke spillet for Buducnost siden før jul, og der er ingen tvivl om, at Buducnost igennem hele denne sæson har manglet deres største profil igennem en lang årrække. I stedet har spillere som Ivana Godec og Niakate skulle tage ansvar for den offensive del, og det er en opgave, som de har forsøgt at løse, men vi kommer ikke uden om at Buducnost, klart, er det hold som scorer færrest mål, med kun 23 mål i snit pr. kamp. Der venter os en hård opgave i Montenegro mod et såret tidligere mesterhold, der vil gøre alt for at slutte godt af.
Seneste opgør 16-09-2023: Odense Håndbold vs. WHC Buducnost Bemax 39-24… vil blive husket som kampen, hvor vi gik til pause med sæsonens største pauseføring på 25-8. Det var en kamp, hvor Yara ten Holte stod rigtig godt, og hvor vi på bare 12 minutter kørte Buducnost helt over. En kamp, hvor alle kom i spil, og hvor alle bidrog til sejrens størrelse. Det kickstartede vores Champions League-sæson og siden da har vi ikke set os tilbage.
Malin Aune var som så mange andre skuffet efter i onsdags. Hun glæder sig over, at der hurtigt kommer en ny kamp, og så har hun også succes uden for banen.
“Som spiller er man vældig skuffet etter en sløj kamp, det tror jeg vi alle kjente på. Det kommer heldigvis en ny kamp ganske hurtig, så det handler om at kunne omstille sig, prøve at finde løsninger, jobbe hårdt og se fremad. Og det har vi alle sammen gjort efter sidste kamp. Vi møder et hold som kan spille rigtig godt på hjemmebane. Vi skal forberede os godt og ha specielt fokus på et godt forsvarsspil.”
Jeg trives vældig godt her i Odense. Alle i og rundt om klubben er så hyggelige og vi tager godt vare på hinanden. De sidste to måneder har jeg også fået muligheden for at være i praktik i min sygeplejeruddannelse. Det har vært så hyggelig og lærerigt at blive bekendt med dygtige sygeplejere i Kalørgruppen og Akutteamet her i Odense.”
Der er kampstart kl.18.00, og kampen vises direkte på handbollkanalen.dk og du finder hjemmesiden her.
//Odense Håndbold