04. oktober 2024

Optakt EHF Champions League: Vipers Kristiansand vs. Odense Håndbold…

Det er en rigtig håndbold-lækkerbisken vi blænder op for i eftermiddag, når vi besøger Vipers Kristiansand i Aquarama, hvor de historisk er rigtig stærke.

Uden at fornærme nogen, så kan vi sagtens tillade os at sige, at Vipers ikke er nogen drømmemodstander. Seks gange har vi mødt dem, og det er endt med fem nederlag og en enkelt sejr tilbage i 2021. Med til historien hører, at de år vi har mødt Vipers Kristiansand, der har de stået med trofæet til sidst. Nu er historien en anden, og i sidste sæson brød Györ den dominans, som Vipers Kristiansand har haft i EHF Champions League de seneste tre sæsoner. Ifølge bookmakerne, så er Vipers ikke en del af favoritfeltet i denne sæson. Starten har også været vanskelig, og Vipers har lidt kniven for struben, hvis ikke de skal stille sig selv i en vanskelig position. Derfor er det en ny hverdag for det sejrsvante norske hold, der trods en del spillerafgange stadig har profiler på øverste niveau. Hvis man tager et kig på Vipers-holdet anno 2024, så er det i høj grad rutinen, der skal bære læsset. Profilerede navne på +30 som, Jamina Roberts, Jana Knedlikova, Lois Abbingh, og selvfølgelig det legendariske keeperpar, Katrine Lunde og Silje Solberg kommer til at blive afgørende for Vipers succes, og al den rutine krydret med frisk energi i form af, Larissa Nusser, Merel Freriks og Nina Koppang (når hun er retur fra skade) gør, at man skal tage Vipers meget seriøst i kapløbet om at gå videre.

Facts om Vipers Kristiansand: 

By: Kristiansand (Norge) 

Hjemmebane: Aquarama

Cheftræner: Tomás Hlavatý 

Topscorer: Lois Abbingh – 17 mål

Sidste sæsons placering: tabte kvartfinale til Györ. 

Tilgange: Merel Freriks, Nina Koppang, Mia Emmenegger, Larissa Nusser, Silje Solberg, Carin Strömberg og Dina Frisendal. 

Mie Højlund har været med alle de gange vi har mødt Vipers, og selvom det ikke er helt det samme hold som tidligere, så er respekten stor.

“Det bliver stadigvæk en rigtig svær opgave. Jeg ved Vipers er et enormt stærkt hold, i en pulje hvor alle er gode. Så vi har stadig stor respekt for opgaven. Jeg syntes de har en bred trup, hvor de har mange der byder ind og det er ikke overladt så meget til én mere. Der er en gammel kending i Larissa, som vi kender godt, og så har de to enormt dygtige keepere. Vi skal tage det tekniske niveau med fra Skanderborg-kampen. Vi har set at det bider os, når fejlprocent bliver for høj, så vi skal gerne tage de takter med til Kristiansand.” 

Mie har stået overfor Katrine Lunde og Silje Solberg et hav af gange, og hun håber hun har formlen til at skyde dem i sænk.

“Det de er helt sindssygt god til det er, vaneskud, og de sidder og forbereder sig godt, og ved præcist hvor du skyder. Så hvis vi lige kan bruge nogle minutter på at variere skuddene, så har vi en god chance..” Hvem frygter du mest? “Amen det er jo et fuldstændigt umuligt spørgsmål haha…lad os sige vi ikke frygter nogen.”

Kampen bliver desværre ikke vist på dansk tv, men kan følges direkte på: https://everyplay.live/.

//Odense Håndbold

Del: