Det ungarske storhold gæster et fuldstændigt udsolgt Sydbank Arena, i en kamp, hvor vi skal forsøge at gøre kunsten efter det første møde.
Jeg tror de fleste håndbold- og sportsfans kender den følelse af, at vente på noget stort. Sådan en følelse har vi haft, med den topkamp vi skal spille i eftermiddag. Vi møder de forsvarende EHF Champions League-vindere, der lige nu topper gruppe b med 13 point, skarpt forfulgt af os og Team Esbjerg med 12 point. Györ behøver ingen nærmere introduktion. Det er et hold fyldt med verdensklasse og som er vant til at vinde. Spillere som; Nze Minko, Brattset Dale, Dione Housheer og Sandra Toft pryder holdkortet alt imens den svenske træner, Per Johansson står ved roret. Det gør det selvsagt til en svær størrelse at slås med, men hvor Györ førhen har virket usårlige, så er oplevelsen en lidt anden nu. Sidste år glippede det ungarske mesterskab til rivalerne fra FTC Rail-Cargo Hungaria, og med nederlaget til selvsamme FTC d. 4. januar, så er Györ pludseligt mere end presset til at levere i EHF Champions League. Hvis man ser bort fra en enkelt svipser på hjemmebane og udebane mod Buducnost, så har Györ taget de point som var mulige. Ikke alt har været overbevisende, men Györ har et ekstraordinært topniveau, samt en bredde, som tit afgør kampene. Vi har før haft problemer med Nze Minko og Bruno De Paulas’ hurtige fødder, men som vi gjorde i Ungarn, så skal forsøge at stække det topniveau (igen) i eftermiddag.
Seneste opgør d. 19-10-2024: Györi Audi ETO KC vs. Odense Håndbold 28-35… er velsagtens den bedste kamp vi har spillet i denne sæson, måske i mange år. En kamp som vil gå over i Odense Håndbolds’ historie som dén, hvor vi smadrede de forsvarende EHF Champions League-vindere på udebane, og tog vores første sejr i Audi Arena. Vi spillede en forrygende kamp i begge ender, hvor der var aggressivitet i forsvarsspillet, og et flow i angrebsspillet, som selv ikke Brattset Dale, Breistøl eller Dulfer kunne hamle op med. Derudover, så var effektiviteten i top, og selvom Sandra Toft gjorde hvad hun kunne, så formåede vi at score på de afgørende tidspunkter og i 2.halvleg er vi i en periode foran med 11! De samme takter skal findes frem, hvis vi skal have en chance i eftermiddag.
Mie Højlund mener ikke at vi har ramt det niveau vi så i Ungarn efter jul. Men hun er overbevist om at det er der, og at vi kan finde det frem igen:
“Jeg syntes ikke vi har været på helt samme niveau som vi så i Ungarn. Jeg føler vi kæmper lidt for at finde vores topniveau også selvom vi ikke har spillet dårligt, så syntes jeg det har taget lidt længere tid at finde det flow. Men jeg er overbevist om at vi kan finde det mod et stjernespækket hold, som ikke skal have revanche. Det er som om at når man møder nogle, hvor man ved at man skal spille op til sit bedste, så kommer der en naturlig tænding, hvor lettere man bliver varm i opvarmningen og finder sit topniveau. Jeg vil rigtig gerne se noget flow i vores spil, et hårdarbejdende forsvarsspil og så vil jeg gerne se præcise afleveringer. Det er dét der plejer at gøre vi spiller godt.
Sydbank Arena skal gøre som de plejer at gøre. Opbakningen plejer at ære helt fantastisk, og når der er usolgt så kan det noget specielt. Så jeg glæder mig til at mærke den atmosfære.”
Der er ganske, ganske få billetter tilbage til kampen. Men hold øje for der bliver sommetider frigivet lidt på: oh.eventii.dk. Vi opfordrer alle til at komme i god tid, da vi bliver rigtigt mange og find gerne jeres plads 10-15 minutter før kampstart, så spillerne kan mærke opbakningen helt fra start.
//Odense Håndbold