17. februar 2024

Optakt EHF Champions League: Odense Håndbold vs. CSM Bucuresti…

Der venter en direkte kamp om kvartfinalen, når det rumænske storhold CSM Bucuresti med Cristina Neagu i spidsen, besøger Sydbank Arena. 

Vi møder et hold fyldt med verdensstjerner- og et hold, som af mange blev regnet som storfavoritter til at vinde EHF Champions League. Alt er dog ikke gået som håbet i den rumænske storklub, og derfor skal de bruge en sejr i eftermiddagens kamp, hvor vi kan nøjes med uafgjort. Vi skal dog bryde en lidt træls statistik før det hele går op i en højere enhed. Vi har aldrig slået CSM Bucuresti, og det fortæller historien om en kamp, som foruden dens betydning bliver svær på flere parameter. For som før nævnt, så er det verdensklasse over hele linjen. Det er nærliggende at tale om den altoverskyggende stjerne Cristina Neagu, men tager vi et blik over hendes holdkammerater, så finder man blandt andre: Emilie Arntzen, Grace Zaadi, Vilje Ingstad Mortensen, Laura Glauser og vi kunne blive ved. Neagu er dog stadigvæk, trods hendes 35 år den helt store profil. I denne sæson spiller hun knap så mange minutter, men er uhyggeligt afgørende. Med 65 mål og 65 assist i 13 kampe, er hun indblandet i hver tredje af CSM Bucuresti mål. Hendes makker på samme position Emilie Arntzen er en habil afløser med 50 mål og 43 assist, og når man tilmed har Grace Zaadi til at støbe kuglerne, så ved man at der er kvalitet over hele linjen. For slet ikke at tale om verdensmester Laura Glauser, der i denne sæson står på imponerende 34%.

Seneste opgør 09-09-2023 CSM Bucuresti vs. Odense Håndbold 28-24… vil blive husket af mange for kampen med to forskellige halvlege. I 1.halvleg fik vi ikke et ben til jorden, og var hurtigt bagud 5-0. Det skyldtes alt for mange tekniske fejl og en Laura Glauser i topform. Til gengæld var vi gode, rigtig gode i 2.halvleg og havde rigeligt med muligheder for at snuppe det ene point. Blandt andet, med et meget bedre struktureret angrebsspil og et forsvar der begyndte at virke. Særligt indspillende til Maren Aardahl var en succes.

Dione Housheer fremhæver kampens betydning som en fordel og tager de gode defensive præstationer med sig:

“Jeg glæder mig super meget til kampe. Kampen føltes som en mini finale, og du kan virkeligt mærke fokusset og energien i holdet, som gerne vil spille en god kamp. Det bliver helt sikkert en fysisk kamp, hvor CSM kommer til at give alt hvad de har. Jeg tror på at en god defensiv præstation kan være nøglen til sejr. En god defensiv vil hjælpe os kampen igennem og vil give vores keepere en mulighed for en god præstation. Så skal vi starte godt og kommunikere godt, så vi kan hjælpe hinanden og håndtere CSM offensiv. Vi håber at tage momentum med os fra de sidste par kampe.”

“Det føltes helt fantastisk at spille så vigtig en kampe med vores fans i ryggen. Vi ved at de vil heppe på os gennem 60 minutter, som giver os den ekstra energi der skal til. Vi spiller selvfølgelig for at vinde, men vi ved at en uafgjort kan være nok og det ikke nødvendigvis er os der skal jagte.” 

Der er stadig få chancebilletter tilbage. Men du skal være hurtig, da efterspørgslen har været enorm, frem mod denne sæsons hidtidige største kamp: Find dine billeter her!

//Odense Håndbold

Del: