20. marts 2026

“Den gruppe vi er taget afsted, ved vi kan præstere på international topklasse”

Truppen er landet i Debrechen forud for morgendagens opgør, hvor vi gæster DVSC Schaeffler i EHF Champions League Play-Off kampene.

Morgendagens modstander endte i gruppe A på en 5. plads med 12 point. Samtidig hænger Schaeffler på, i toppen af den ungarske liga, hvor de blot er ét point efter FTC, og 5 point efter Györ som netop er modstanderen, hvis vi over de to næste opgør, kvalificerer os til kvartfinalerne.

Sidst vi gæstede Hódos Imre Sportcsarnok som er hjemmebanen for Schaeffler, var d. 20. januar 2024, hvor der aldrig rigtig var den store spænding i kampen, og vi kunne gå fra banen med en sejr på 22-35. Ikke desto mindre – og i samme sæson – tog vi hjemme i Sydbank Arena d. 30. september 2023 imod ungarerne, hvor vi i en noget tættere affære, efter 60 minutter gik fra banen med en sejr på 33-30.

Vi ved at europæiske kampe er deres egne, og at vi skal præstere på et tilsvarende niveau for at konkurrere, og netop det har både Mark, Nikita og resten af holdet fokus på forud for begge kampe:

De hold der har kvalificeret sig til dette stadie har alle leveret store indsatser, og det kræver næste skridt også for Mark:

Der er ikke nogen kampe man bare vinder, for de hold der er med på nuværende stadie det er hold som kan levere en rigtig høj kvalitet. Så i morgen bliver ikke en kamp hvor vi bare skal regne med at få noget foræret. Havde vi til kampen stået med en fuld spilledygtig trup, så havde vi et andet udgangspunkt for at kunne vinde det opgøret. Den gruppe vi har med er også fuld af kvalitet, men det er også en gruppe som kommer til at skulle arbejde ekstra hårdt, da vi fortsat har færre ressourcer end ønskescenariet forud for sådan en kamp.

Den gruppe vi er taget afsted ved vi kan præstere på international topklasse, og det bliver opgaven i morgen at finde frem til det niveau, og levere det hundrede procent igennem hele kampen. Finder vi ikke det niveau, så kommer vi ikke retur fra Ungarn med det ønskede udgangspunkt forud for returopgøret. 

Et positivt afsæt i første opgør har for Mark stor betydning i den samlede kamp som kan deles op i fire halvlege:

På det her stadie i turneringen snakker vi ikke længere blot om at vinde eller tabe, men i lige så høj grad om antal mål vi scorer og lukker ind. Vi kommer til at dele det op i fire halvlege, og så er fokus blandt andet på, at komme videre fra de skidte perioder hvor vi måske ikke leverer, for der er ikke tid til at stoppe op og ærgre sig. Omvendt når vi så er i flow, så kommer det i lige så høj grad til at handle om at trykke på knappen så vi skaber det bedst mulige udgangspunkt for os selv.

Nikita påpeger vigtigheden af at få et godt udgangspunkt med fra første opgør:

Udgangspunktet vi ender med at kunne tage med efter kampen i morgen betyder enormt meget for os. At vi kan gå ind til et returopgør og at det ikke er os som har noget at indhente, betyder meget for os som gruppe, så det vil vi gøre alt for.

Nikita om den arena som venter os i Debrechen:

Jeg har spillet dernede en del gange før, og det er virkelig ikke et sted man bare kommer og får point, vi skal virkelig give alt hvad vi har og præstere på det niveau som vi ved at vi kan, ellers bliver det svært. Det bliver en kamp med muligheder for begge hold, men det er klart at vi først og fremmest går benhårdt efter en sejr, og kan vi se at den er inden for rækkevidde, så kommer det også til at handle om målforskellen, så vi kan skabe det bedst mulige udgangspunkt for os selv på hjemmebane. 

Kampen fløjtes op klokken 18.00 og vises på TV3 Sport!

Uanset resultatet i morgendagens første opgør ved vi, at det hele skal afgøres hjemme i Sydbank Arena søndag d. 29. marts. kl. 16.00.
Vi har stået der før, og kæmpet for Odense i jagten om Champions League Final4 eventyret, og vi håber du vil kæmpe med os – Sikr din billet til returopgøret i Sydbank Arena her.

Husk at du altid kan finde dit orange merch online her!

//Odense Håndbold

Del: