Uanset om vi spiller i Ludwigburg i EHF Champions League eller Aarhus i Danmark, så er med samme mission: Vi skal have de 2 point med hjem til Odense.
Vi møder et Aarhus hold, der aktuelt er placeret som nr. 10 i kvindeligaen. Det er et ungt hold, som på trods af afgang fra sidste sæsons topscorer Mathilde Neesgaard har fået stabiliseret tingene og begyndt at kravle op i tabellen. Tabet af Neesgaard kan dog ses på målscoringen. Aarhus United har scoret næst færrest mål i kvindeligaen (24), og selvom defensiven har set fornuftig ud, så mangler Aarhus United Neesgaards mål til at tage flere point. Det ses også på scoringsprocenten, som er i den lave ende, hvor deres redningsprocent er den sjette bedste med 32%. Altså et Aarhus-hold, der kan presses på målscoringen.
Seneste opgør 02-09-2023 Odense Håndbold vs. Aarhus United 42-19… var premierekampen, hvor vi efter en sejr i Super Cuppen fuldstændigt rundbarberede Aarhus United i Sydbank Arena. Især kontraspillet skabte store problemer for østjyderne, der havde umådeligt svært ved at styre nytilkommende Elma Halilcevic og Andrea Aagot Hansen, som efter 1.halvleg havde lavet 9 af 20 mål. Et kontraspil som blev sat i scene af en fantastisk præstation af nytilkommende Yara ten Holte, som havde stået på 80% efter 12 minutter, og med en redningsprocent på 48% ved pausetid. Hun var godt bakket op af en fantastisk defensiv, som ikke levnede Aarhus mange centimeter. Alt i alt var det den “perfekte” premierekamp, hvor alt spillede i sommervarmen. Det er nogle takter vi kan tag med til Aarhus, men der er løbet meget vand i åen siden september, så det bliver unægtelig en helt anden kamp.
Andrea Aagot Hansen ser tilbage på lørdagens kamp, med stor glæde og mener det er et godt rygstød frem mod aftenens kamp.
“Det var lidt specielt at spille en kamp med 2 direkte røde kort. Kampen var generelt ret hektisk, og der var en del fejl fra begge hold, men jeg er glad for at vi trods rodede dele af kampen bevarede roen, og endte med 2 point og en sejr. Det var en stor forløsning da vi nu er sikret at komme videre i CL, og fordi alle point er vigtige, specielt udebanekampe kan være rigtig svære, så det var super vigtigt, og mega fedt med en sejr.
Vi skal helt klart have fat i kontrafasen i aften. Men Aller vigtigst bliver vores forsvar. Hvis vi kan stå godt nede i forsvaret, og give vores målmænd gode betingelser, så tror jeg også på at vi kan få løbet en masse kontra. Derudover tror jeg, at det bliver vigtigt at holde bolden igang og have en god boldomgang, så vi kan komme til nogle “større chancer”, og så skal vi selvfølgelig score på vores chancer haha.”
Om sine egne muligheder for at blive topscorer, er Andrea lidt mere diplomatisk.
“Haha ved ikke lige hvad chancen er for at ende på flest mål, men oftest er det jo fløje og strege som har mulighederne i specielt kontrafasen, så hvis vi får hul på den, så håber jeg da i hvert fald på at få nogle afslutninger, og så må vi se hvad det bliver til.”
Der er kampstart kl. 18.30 i Djursland Bank Arena. Husk! Vi spiller første Champions League-hjemmekamp i 2024 på lørdag mod det ungarske storhold Györ. Der er ikke mange pladser tilbage, så skynd dig at find din plads her!
//Odense Håndbold