01. oktober 2024

Ole Gustav Gjekstad stopper i Odense Håndbold ved sæsonens udgang…

Efter denne sæson vinker Odense Håndbold “farvel” til cheftræner, Ole Gustav Gjekstad, idet han har fået en unik mulighed for at blive norsk landstræner.

Ole Gustav Gjekstad glæder sig over at få muligheden for at blive norsk landstræner, og understreger samtidigt, hvor glad han er for at være i Odense Håndbold.

“Jeg glæder mig til at tiltræde stillingen som landstræner for Norge, samtidig er jeg ærgerlig over ikke at kunne være i Odense efter denne sæson. Men de to job er desværre ikke mulige at kombinere over en længere periode. Jeg er meget taknemlig for den forståelse klubben har vist, og glæder mig til at arbejde for fuld skrue sammen med holdet- og hele klubben frem til sommeren.”

Sportsdirektør, i Odense Håndbold, Trine Nielsen, udtaler følgende:

“Vi er først og fremmest rigtig kede af at skulle vinke farvel til Ole efter denne sæson. Når det så er sagt, så ved vi også at jobbet som norsk landstræner ikke er noget, der bliver ledigt særligt ofte og derfor er vi fulde af forståelse over Oles’ ønske om at gribe denne mulighed. Vi har haft en rigtig god dialog med både Ole og det Norske Håndbold Forbund og fundet frem til en løsning, hvor Ole kan fuldføre denne sæson i Odense Håndbold, samtidig med at han tiltræder som landstræner ved årsskifte.

Vi er stolte af, når sæsonen er slut, at kunne sende vores træner afsted mod et af de største jobs på håndboldscenen. Lige nu er alles fokus dog rettet mod denne sæson, der heldigvis kun lige er begyndt.”

Ole Gustav Gjekstad tiltrådte i Odense Håndbold i sommeren 2023, og fortsætter indtil sæsonens udgang. Ved årsskiftet tiltræder han som norsk landstræner, og skal i perioden frem til 1. juli 2025 bestride begge stillinger.

Yderligere information kan indhentes hos:
Sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen, tlf. 2927 4494

Del: