03. august 2021

Odense Håndbold skriver kontrakt med bagspiller

Trine Knudsen skifter fra HH Elite til Odense Håndbold med øjeblikkelig virkning

Odense Håndbold henter den alsidige bagspiller 28-årige Trine Knudsen, som har underskrevet en 1-årig kontrakt.

Om den nye spiller fortæller administrerende direktør i Odense Håndbold, Lars Peter Hermansen: ”Med tilknytningen af Trine Knudsen får vi en alsidig bagspiller, som har stor rutine i at løse mange forskellige opgaver i bagkæden, og som dermed passer godt ind i vores gruppe af bagspillere. Samtidig får vi en stor fighter, og en spiller med sunde kollektive værdier, og som på tidligere hold har været et aktivt bindeled i truppen. Trine er ligeledes kendt for sine mange slider-mål, i ofte umulige situationer, og store gåpåmod, som vi glæder os til at få tilført truppen.”

Hovedpersonen Trine Knudsen fortæller selv: ” Jeg er først og fremmest rigtig glad for at Horsens Håndbold var villige til at slippe mig, og på den måde give mig mulighed for at prøve mig af på den helt store scene. Jeg har altid drømt om at spille Champions League og med i toppen af den danske kvindeliga. Det får jeg mulighed for med dette skifte, og jeg glæder mig meget til at møde mine nye holdkammerater, trænerne og alle øvrige personer i og omkring klubben.

Og fortsætter: ”Jeg glæder mig rigtig meget til at trække den orange bluse over hovedet, spille på hvad jeg synes, er en fantastisk hjemmebane og blive en del af et rigtig godt og spændende hold. Jeg trives med udfordringer og vil gøre alt for at bidrage til spillet på banen, sammenholdet og forsvare sidste sæsons guldmedaljer.

Trine Knudsen er 28 år, bor i Vejle og har spillet omkring 150 kampe i den danske kvindeliga.
Udover HH Elite har Trine blandt andet spillet for Skanderborg Håndbold og TTH Holstebro.

Del: