07. februar 2024

Odense Håndbold får ny aktionær og bestyrelsesformand

Hans Christian Rohde tiltræder som aktionær og bestyrelsesformand pr. dags dato.

Bestyrelsen i Odense Håndbold A/S har peget på Hans Christian Rohde som ny bestyrelsesformand, og han overtager efter Niels Eriksen, der stoppede som bestyrelsesformand pr. 1.1.24.

Samtidig bliver Hans Christian Rohde aktionær, og vil sammen med de øvrige aktionærer udgøre ejerkredsen.

Hans Christian Rohde besidder mere end 20 års international topledererfaring indenfor medicinal- og biotekindustrien. Desuden har Hans Christian stor erfaring med bestyrelsesarbejde, blandt andre fra Pentabase A/S og InCite Robotics ApS.

Direktør i Odense Håndbold Lasse Honoré udtaler:

”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Hans Christian. Odense Håndbold står et rigtigt spændende
sted både sportsligt og forretningsmæssigt, og jeg har stor tiltro til, at Hans Christian kan være med til at
udstikke en retning, så vi fortsat kan bygge videre på den positive udvikling Odense Håndbold befinder sig i”

Hans Christian Rohde, udtaler:

”Jeg har fået et rigtig fint indtryk af virksomheden, dets aktionærer, samt ledelsen. Jeg glæder mig til at
bidrage til Odense Håndbolds fortsatte udvikling. Det er en internationalt anerkendt klub, som jeg har
indtryk af har fået skabt en stærk kultur.

Det bliver spændende at skulle definere Odense Håndbolds fremtidige retning i samarbejde med ledelsen,
bestyrelsen og de øvrige aktionærer.”

Aktionær og indehaver af 5E-Byg, Per Jørgensen sætter nogle ord på ankomsten af den nye
bestyrelsesformand:

“I den nuværende ejergruppe er vi glade for at få Hans Christian med ombord. Vi er overbeviste om, at vi
med Hans Christian får en engageret formand, som vil gøre sit for, at vi i fremtiden står endnu stærkere.”

Efter mere end 20 år i udlandet er Hans Christian vendt hjem til Danmark, bor i Odense, gift og har to børn og
er meget interesseret i håndbold.

Yderligere information kan indhentes hos:

Direktør i Odense Håndbold, Lasse Honoré, tlf. 22 46 40 97

Bestyrelsesformand i Odense Håndbold, Hans Christian Rohde, tlf: 44 10 96 62

 

Del: