Trine Nielsen kommer til Odense Håndbold med 15 års erfaring som håndboldekspert og -kommentator for både TV 2 og TV3. Trine Nielsen har derudover haft sin daglige gang som grafisk medarbejder i GOG og kan i stillingen som sportsdirektør desuden trække på sin store erfaring fra sin egen aktive karriere som professionel håndboldspiller.
Bestyrelsesformand i Odense Håndbold, Niels Eriksen, udtaler: ”Vi er glade for at kunne præsentere Trine Nielsen som sportsdirektør i Odense Håndbold. Trine og Odense Håndbold er et særdeles godt match i forhold til vores sportslige strategi og sportslige ambitioner, og vi er sikre på, at Trine med sin store erfaring fra håndboldverdenen kommer til at bidrage positivt til den sportslige ledelse. Ansættelsen af en sportsdirektør giver os samtidig muligheden for at finde den rette profil til direktørstillingen i Odense Håndbold. Vi glæder os til at byde Trine velkommen og ser meget frem til samarbejdet.”
Trine Nielsen udtaler selv: ”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet i Odense Håndbold, som er en klub med store ambitioner og sunde værdier. Jeg er meget stolt af, at klubben har kigget i min retning i forhold til den sportslige ledelse, og det bliver fedt at komme med i maskinrummet igen. Jeg har i mange år, via mit arbejde som kommentator på TV 2 og TV3, fulgt klubben udefra, og jeg har derfor en masse tanker og ideer til at styrke det setup, der i forvejen er i toppen af dansk håndbold. Det bliver derfor også en vildt spændende udfordring at skulle se det hele indefra.”
Trine Nielsen fortsætter: ”Jeg glæder mig naturligvis til at møde alle omkring klubben og til at begynde arbejdet i den orange trøje. Jeg er derfor også superglad for, at det har været muligt for mig at skifte med relativ kort varsel. Både TV3 og GOG har været meget forstående over for den mulighed, jeg har fået og har sluppet mig før tid, hvilket betyder, at jeg kan starte op 1. august i Odense Håndbold.”
Trine Nielsen afslutter: ”Jeg ser frem til at træde ind i en ’velsmurt maskine’ og fortsætte det flotte arbejde, der er gjort hele vejen rundt, og så bliver det min opgave, sammen med alle i klubben, at dreje på lidt knapper hist og pist og se, hvor der kan optimeres, så vi sammen kan tage endnu et step op på håndboldstigen – både nationalt og internationalt.”
Trine Nielsen er 41 år og bor på Tåsinge med sin mand og deres to børn. I sin aktive karriere som professionel håndboldspiller spillede Trine Nielsen for klubber som Ikast Bording, Aalborg DH og GOG, inden hun for en kort periode kom til Odense Håndbold (dengang HC Odense). Trine Nielsen var desuden aktiv på det danske kvindelandshold, som hun har vundet EM- og OL-guld sammen med.