05. januar 2024

Norsk VM-sølvvinder med Odense Håndbold…

Thale Rushfeldt Deila forlænger sin kontrakt med Odense Håndbold, så den nu løber til sommeren 2027. Thale er 23 år gammel og har spillet i Odense Håndbold siden sommeren 2023, hvor hun kom til fra norske Molde. Om sin forlængelse fortæller Thale Rushfeldt Deila:

“Jeg syntes Odense Håndbold er et vældig spændende hold, og jeg elsker at være en del af klubben, hvor jeg glæder mig til, fortsat, at bidrage til at vi kan vinde så meget som muligt. Beslutningen var enkel. Jeg kan lide at være her, og jeg har store ambitioner for fremtiden. I forhold til landsholdet, så hjælper det at jeg spiller i en klub, hvor jeg bliver matchet mod de bedste. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vinde Champions League, og klart den danske liga, men Champions League-trofæet har altid været en drøm, som jeg håber at kunne forfølge i Odense.”

“Jeg kan rigtig godt lide måden vi spiller på. Vi løber rigtig meget, hvilket passer mig fint, og jeg bliver brugt på mange forskellige positioner, hvor jeg er mest tryg på venstre back, så er det også udfordrende og udviklende for mig at spille de andre positioner i bagkæden.”

Thale har hurtigt vist sig som en stor profil i efteråret, og der er ingen tvivl om at en forlængelse har været af høj prioritet, ifølge sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen:

”Jeg er enormt glad for at vi har forlænget aftalen med Thale, der i den grad har indtaget Odense og den danske liga med power og flot spil. For mig at se, er hun en af de mest spændende unge spillere der pt er, og jeg har været meget imponeret over hendes måde at gå til opgaverne på som ny spiller i klubben. Derfor var det også vigtig, at vi fik aftalen på plads, så vi nu har hende i den orange trøje flere sæsoner frem.”

I denne sæson har Thale Rushfeldt Deila spillet 26 kampe, scoret 62 mål og lavet 33 assist fra sin position som playmaker eller venstre back. Hun var en del af den norske VM-trup, der vandt sølv i december. Vi glæder os over at have Thale i truppen de næste 3,5 sæson, og hvis du ikke allerede har købt din trøje med nr. 33 på ryggen, så kan du gøre det her! 

//Odense Håndbold

 

Del: