17. februar 2025

Norsk keeperlegende skifter til Odense Håndbold…

Den norske landholdsspiller og keeperlegende, Katrine Lunde skifter til Odense Håndbold på en aftale gældende for resten af indeværende sæson. Den 44-årige målvogter har senest spillet for Vipers Kristiansand, og har siden deres konkurs, været kontraktfri.

Sportsdirektør, i Odense Håndbold Trine Nielsen, udtaler:

Jeg er både glad og stolt over denne aftale med en af de største i vores sport. Katrine Lunde er en rigtig vindertype med en enorm erfaring, som helt sikker vil komme os til gode resten af sæsonen. Med tilføjelsen af Katrine til vores holdkort styrker vi i den grad vores hold, og samtidig skal det også ses som en mulighed for at passe på vores nuværende målmands-trio.

Katrine Lunde har vundet alt hvad der kan vindes, men glæder sig til at spille i Sydbank Arena.

“Jeg er utrolig stolt over denne mulighed for at spille på et af verdens bedste håndboldhold og jeg ser frem til at spille min første hjemmekamp i Sydbank Arena. Jeg glæder mig desuden rigtig meget til at arbejde sammen med holdet og et fantastisk målvogterteam i Odense Håndbold.”

Katrine Lunde har tidligere spillet i den danske liga for Aalborg DH og Viborg HK. Hun har vundet tre danske mesterskaber og to pokaltitler. Hun bliver af mange beskrevet som den bedste målvogter nogensinde, og måske den største legende i kvindehåndbolden. På det norske landshold har Katrine vundet OL-guld tre gange, VM-guld to gange og EM-guld syv gange. Tager man et dybere blik i Katrine Lundes’ pokalskab, så står der også syv EHF Champions League-titler og et hav at nationale mesterskaber.

Administrerende direktør, i Odense Håndbold, Lasse Honoré retter en særlig “tak” til de samarbejdspartnere, der har gjort tilgangen mulig.

“Vi glæder os over det sammenhold der er blevet vist i denne proces og vi vil gerne sende en tak til dem, som har gjort dette skifte muligt: Cocina, 5E Byg, Boliggruppen, m2air Ventilationsteknik, Optimum Ventilation, STEFFCA, MV Have & Anlæg og Q Apartments. Det har været en spændende proces og i den forbindelse har det været fantastisk at mærke den opbakning der er til Odense Håndbold.”

Vi glæder os til at byde Katrine Lunde “velkommen” i Sydbank Arena allerede på onsdag mod SønderjyskE.

Foto: Hans Lie

Yderligere information kan indhentes hos:
Sportsdirektør i Odense Håndbold, Trine Nielsen, tlf. 2927 4494

Del: