13. februar 2025

Nedtakt: vi ligger nr.1…

Så lykkedes det! efter mange forsøg lykkedes det os endelig at knække koden, og slå Esbjerg i Blue Water Dokken efter en kraftpræstation i begge halvlege. 

Der var som altid stjerneparade i Blue Water Dokken, og uanset hvilket hold man holdt med, så kunne man nyde en håndboldstemning i topklasse i selskab med nogle af verdens bedste håndboldspillere. Kampen starter, som topkampe plejer at starte, med to hold der gerne vil sætte sig på tingene, men som lige skal finde deres ben. Det gjaldt også denne aften, hvor vi efter 5 minutter havde en stilling på 3-3. Vi var startet kampen rigtig fint, med god fysik defensivt og hurtige fødder offensivt. Især Helena Elver var flyvende fra kampens begyndelse, og selvom vi brændte et straffekast, så kunne Malin Aune efter et godt steal af Thale, gøre det til 5-3 efter 8 minutter. Vi fortsatte den gode start. På trods af en række udvisninger, så rystede vi ikke på hånden og holdt faktisk Esbjerg godt fra fadet. Ikke overraskende så havde Thale Deila og Helena Elver stået for over halvdelen af vores mål indtil videre, hvor Esbjerg i den anden ende havde meget svært ved at sætte bolden i kassen, hvilket deres 6 mål efter 14 minutter vidnede om. Det betød ligeledes at vi havde en føring på 9-6. Skal man vinde topkampene, så skal man også have redningerne og selvom Yara efter 17 minutter “kun” var på 4, så var det store redninger og de kom som sendt fra himlen. En stærk præstation i målet indtil videre. Thale Rushfeldt Deila gjorde nøjagtigt hvad der passede hende. Efter 20 minutter satte hun scoring nummer 4 i kassen, og så var seksmåls føringen (12-6) en realitet, hvilket helt tydeligt ikke var hverdagskost i Dokken. Ligeså gjorde Helena Elver, som havde lavet 5 mål på ligeså mange forsøg. I det hele taget var det en rigtig flot1.havleg af hele holdet, hvilket udmøntede sig i en pauseføring på 19-12.

Med det momentum vi gik til pause med, da kan man kun håbe på én ting og det er man bevarer det. Det gjorde vi de første par minutter og her var Yara ten Holte en stor faktor, med to kæmpe redninger og nu en redningsprocent på 38%. Men når man duellerer mod gode hold, så skal man aldrig strække våben før end at det er forbi, og det viste Team Esbjerg os, da de via et par udvisninger vores vej kom bedre med. Det fik Yara ten Holte dog hurtigt sat en stopper for med hendes niende redning, 16-22 efter 39 minutter. Andrea Aagot Hansen havde kun været inde for at tage straffekast, men det er også en disciplin hun er særdeles skarp i, og det viste hun denne aften. I alt havde hun lavet fire kasser på straffekast og ikke brændt en. Den fjerde blev sat i kassen efter 43 minutter og det betød at vi fortsatte med at holde en føring på 24-18. Helena Elver var fuldstændigt magisk denne aften i Blue Water Dokken, og tryllede rundt som var hun til en ganske almindelig håndboldtræning. Yara ten Holte fortsatte de gode takter og det var som om, at hver gang Esbjerg skulle til at bide fra sig, så diskede Yara ten Holte op med endnu en redning. Det betød at Helena Elver med sit tiende mål kunne gøre det til 28-21 efter 50 minutter, og man begyndte så småt at tro på den første sejr i Blue Water Dokken siden 2021. Det hele kulminerede med en straffekast redning fra Andrea Nørklit Jørgensen, og så kunne vi ellers lade følelserne få frit spil. Vi vinder i Blue Water Dokken med 33-24 og tager yderligere afstand ned til Team Esbjerg for 2.pladsen.

Topscorer for Odense Håndbold blev Helena Elver med 11 kasser!

Sejren luner, og gør du at vi ligger nr. 1 i grundspillet, hvor vi fortsat er ubesejret. Nu skal arbejdet gøres færdigt på søndag, når vi atter møder Team Esbjerg, denne gang i EHF Champions League.

//Odense Håndbold

Del: