24. januar 2024

Nedtakt: nervepirrende sejr i Skanderborg…

Det virkede som en af de dage, hvor uanset, hvordan de vi gjorde, så blev det aldrig helt vores aften. Derfor er det en styrke, at kunne vinde på de dage.

Det var en alternativ bagkæde som stillede til start, både offensivt og defensivt. Thale og Sidsel dækkede midten, Nina Dano, havde fået chancen offensivt, hvilket hun kvitterede for, med 3 mål på 6 minutter. Indledningen på kampen bølgede meget frem og tilbage. Vi fik ikke helt udnyttet alle vores muligheder, ej heller gjorde Skanderborg og det betød en stilling på 7-7 efter 10 minutter, hvor begge keepere stod fint. Vi havde svært ved at få styr på Skanderborg og specielt deres kompromisløse og direkte spil voldt os problemer. Til gengæld brillerede vi i den anden ende, hvor vi kom nemt til chancer. Men for mange tekniske fejl og for lidt power i gennembrudsspillet gjorde, at Sidsel Mejlvang efter 20 minutter blot kunne reducere til 14-12, hvor Skanderborg gjorde deres ting rigtig fornuftigt. Det er sjældent at vi lukker 17 mål ind på en halvleg, men ikke desto mindre var det tilfældet denne aften, hvor vi ikke rigtigt fik tingene til at spille.

Efter pausen fik vi en smule bedre styr på det. Vi brændte stadig for mange chancer, men fik dækket rigtig godt op og taget initiativet fra Skanderborg. Det var tydeligt at der i pausen var snakket om at vi skulle spille med mere fart, og det lykkedes ved Thale som strøg igennem og gav os en føring på 19-20 efter 37 minutter. Herefter fik Althea en smule fat i målet, men vi kunne ikke komme afgørende fri af Skanderborg. Althea har dog et par vigtige redninger, og vi får slidt os til et par mål. Det er ikke fordi vi spiller champagne-håndbold, men de simple ting fungerer. Farten hjælper os stadig, og vi får held med et få boldene smidt ud til Elma Halilcevic og Malin Aune, som får lavet et par vigtige mål. Thale spiller godt, men får et noget tvivlsomt rødt kort efter 50 minutter, som giver Skanderborg gejsten tilbage, efter vi havde trukket lidt fra, 27-28 efter 51 minutter. Det forblev spændende lige til sidst, og det skal Skanderborg have kredit for. Vi viste dog kynismen til sidst og vinder 33-34.

Topscorer for Odense Håndbold blev Dione Housheer med 7 mål!

På lørdag begynder ugen, hvor vi har 3 hjemmekampe lige i rap. Til dette har vi lavet en special pris, så du kan se alle tre kampe live, men kun betale for to! Læs mere her.

//Odense Håndbold

Del: