10. januar 2024

Nedtakt: ingen slinger i “sneen”, i Aarhus…

Vejene til og fra Djursland Bank Arena mindede mest af alt om en ujævn skøjtebane. Men i håndboldhallen var der ingen der skøjtede rundt, tværtimod.

Til dagens kamp var der skiftet lidt på positionerne. Ole Gjekstad, havde fordelt ressourcerne og det gav chancen fra start til, blandt andre: Larissa Nusser, Ragnhild Valle Dahl og Sidsel Mejlvang. Netop førstnævnte satte godt tempo i angrebsspillet, hvor det kun var en godt spillende Louise Bak, der gjorde vi var bagud 5-3 efter 8 minutter. Derefter åd vi os ind i kampen. Vi fik kontraspillet til at fungere og Althea Reinhardt fik snuppet et par bolde i den anden ende. Men Aarhus United ville det anderledes, og spillede rigtig fornuftigt angrebsspil. Det betød en meget lige kamp efter 16 minutter, hvor forsvaret stod fint, men angrebsspillet haltede en smule, 7-6. I den efterfølgende periode er der en markant forskel, og det er Althea i målet. Hun havde lusket sig op på en redningsprocent på 46%, godt hjulpet af et bevægeligt og aggressivt forsvar, hvor Sidsel og Thale dannede midtakse. Angrebsspillet havde bedre bevægelse og med sit fjerde mål kunne Elma Halilcevic gøre det til 7-11 efter 24 minutter. Althea fortsatte dominansen frem mod pausen, og det gav Aarhus en scoringspause på 13 minutter, og vi gik til pause foran 9-15.

Efter pausen havde vi sat Helena Elver på banen og hun skulle ikke bruge mere end 28 sekunder og så havde hun lavet sit første mål. De gode takter fra slutningen af 1. Halvleg fortsatte, og Althea Reinhardt flirtede med de 50%. Vi virkede som et hold med overskud, og efter 39 minutter bragte vi, ved Helena Elver, os foran med 12-23. Som kampen skred frem var det ligeså meget et ressourcespørgsmål, og vi lukrerede på at have en bred bænk, hvor alle bød sig til. Nina Dano erstattede Dione Housheer, og generelt havde vi god udskiftning. Efter 45 minutter satte vi vores 11 kontramål ind, ved Malin Aune og det gav os en timåls føring på 15-25. En lille scoringspause på 6 minutter bragte Aarhus United tættere på. De havde fået Sabina Englert ind i målet, og tilmed fik vi ikke rigtig fat offensivt, hvor vi ikke lykkedes med at få sat fart i tingene. Det ændrede dog ikke på stillingen. Vi var foran 20-26 efter 52 minutter, men der var panderynker at spore på trænerbænken. Derefter fandt vi tilbage til momentum, eller vi fandt et stabilt niveau, hvor vi ikke gjorde tingene sværere end de var, og fik styr på Sabine Englert. Vi vinder kampen komfortabelt 23-32 og er dermed klar til lørdagens brag mod Györ.

Topscorer for Odense Håndbold blev Ragnhild Valle Dahl med 7 kasser!

Vi bliver rigtig mange på lørdag, i Sydbank Arena og vi glæder os meget til at se jer alle!

//Odense Håndbold

Del: