26. april 2025

Nedtakt: VI GJORDE DET!!!

Det blev en eftermiddag der gik over i historien på en af de sværeste udebaner i Europa og nu venter endnu en “dans” i Budapest. 

Det var et enormt tryk der ventede os Erd Arena og en lydkulisse man sjældent ser i håndboldsporten. Derfor kunne man måske forvente sig en start med masser af tempo, men det var langt fra tilfældet. Faktisk var tempoet forsigtigt og en kende afventende. Thale Rushfeldt Deila lod sig dog ikke mærke af presset og havde allerede smidt de første tre kasser i mål efter 7 minutter, 4-2 føring og en fornem start. Vi lavede meget få fejl i de første ti minutter og når vi fik chancen, så omsatte vi dem usvigeligt sikkert. I den anden ende fik vi dog ikke helt fat på samme måde og især Emily Bölk fik lidt for gode betingelser. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start. En periode med to udvisninger klarede vi os igennem og efter et kvarter kunne Helena Elver lave sit tredje mål ligeså mange forsøg og putte os foran med 11-8, i en kamp hvor FTC allerede så frustrede ud og hvor hverken Laura Glauser eller Kinga Janurik havde fået fat i det store. Efter tyve minutter fik Lysa Tchatchet sin anden udvisning og det var det eneste der skabte panderynker på bænken, da forsvarsprofilen har været en nøglefigur i denne sæson. Ole Gustav Gjekstad tog fornuftigt en time-out efter 22 minutter, i vores hårdeste periode i kampen. Det hjalp. Scoringskrisen blev brudt og vi kom tilbage på +3 efter en stærk kontrascoring af Elma Halilcevic. Vi fik ikke slået videre kapital og derfor, lidt ærgerligt, til pause 14-14.

Hvor 1.halvleg startede afventende, så var det stik modsat efter pausen. Glædeligt var det dog at se, at Althea Reinhardt var flyvende efter pausen og med to pragt redninger holdt hun os oven vande efter et ungarsk tryk. To mål på 16 minutter fortæller også en historie om en lille scoringskrise. En “krise” som Mie Højlund løste på fornemmeste vis og fik reduceret til 15-16 efter 35 minutter. Det var helt lige 17-17 efter 40 minutter og hvor der i 1.halvleg væltede mål ind, så var det ikke helt sådan efter pausen og det skyldtes ikke mindst Althea Reinhardt. Sikke et comeback hun leverede på en af de sværeste udebaner i Europa og stod med imponerende 37%, der holdt os inde i kampen. 45 minutter inde kommer vi bagud med to. Vi virkede en kende nervøse og fik ikke samme flow som i 1.halvleg og det udnyttede FTC. Louise Burgaard kom ind for at skabe noget ro og viste sit kølige overblik til Lysa Tchaptchet og så var vi tilbage på 20-20. FTC havde masser af muligheder for at øge, men Althea Reinhardt stod fuldstændigt magisk inde i målet og spillede sig op på 42%. Desværre havde Laura Glauser ligeså gode redninger og så var stadigvæk helt lige efter 53 minutter 23-23. Med fire minutter igen kommer vi foran med to, men en udvisning til Louise Burgaard gjorde tingene lige igen og det betød en dramatisk 25-24 føring. Men det betyder ingenting for det bliver også slutresultatet og vi er i final 4 for første gang i klubbens historie.

Topscorer for Odense Håndbold blev Thale Rushfeldt Deila med 7 kasser!

“Tak” er kun et fattigt ord i denne sammenhæng, men om ikke andet på sin plads. Det er ikke en sejr kun for os, men for alle med orange hjerte, der har støttet op igennem alle årene. Det er den opbakning der skaber store hold og store resultater. Uden jer var det ikke muligt. Vi ses i Budapest!

//Odense Håndbold

Del: