21. marts 2023

Mia Rej ramt af ny korsbåndsskade: ”Jeg agter at komme stærkere tilbage…”

Efter en række undersøgelser er konklusionen at Mia Rejs skal korsbånds-opereres for anden gang i sit højre knæ.

På tærsklen til sine tilbagekomst, efter måneders lang skadespause, blev Mia Rej ramt af den værst tænkelige nyhed om at hendes korsbånd i højre knæ, for anden gang var gået i stykker og dermed kræver operation. En hård nyhed for Mia, der lige var kommet tilbage efter en meniskskade i venstre knæ. En nyhed, der dog langt fra har slået den karismatiske playmaker ud…

”Jeg er jo selvfølgelig ked af det, trist over alle de her ting, men jeg kan jo ikke gøre så meget ved det. Det var nu engang sådan det skulle være, og jeg har prøvet det før. Jeg ved hvad der skal til for at komme tilbage og jeg ved at jeg er god til at genoptræne, så jeg agter at komme endnu stærkere tilbage denne gang!”

En sådan nyhed, havde slået de fleste ud. Specielt, hvis man tager udgangspunkt i timingen. Men sulten og ærgerrigheden for at komme tilbage lyser ud af Mia Rej, som på ingen måder havde overvejet andet end at blive klar til at spille håndbold igen…

”Jeg har aldrig overvejet at stoppe. Jeg føler at jeg kommer til at stoppe, når jeg syntes jeg skal stoppe. Jeg føler mig sindssygt motiveret for at komme tilbage. Jeg sidder jo allerede og glæder mig til, at jeg selv skal spille igen, men jeg er jo godt klar over at der kommer perioder, hvor det ikke bliver så sjovt. Men, jeg ved hvad der skal til!”

Sportschef i Odense Håndbold, Trine Nielsen udtaler

”Vi frygtede jo det værste, da Rej blev skadet og nu er vi blevet bekræftet i det. Det skulle lige ned i maven og vende – både hos Rej og os. Når det så er sagt, så ser jeg også en dedikation hos Rej, som jeg sjældent har oplevet og derfor bakker vi selvfølgelig 100% op om hendes genoptræning og returnering til banen.

“Tiden bliver lang og hård ovenpå endnu en skade, men håndboldilden i Rejs øjne er på ingen måde slukket og det er det allervigtigste for mig at se. Vi vil som klub og hold støtte hende i hendes genoptræning og glæder os til at se hende tilbage i den orange trøje.”

Mia Rej opereres sidst i denne uge og det forventes at genoptræningsforløb vil strække sig over de næste 12 måneder. Mia Rej har på nuværende tidspunkter ikke flere kommentarer og alle henvendelser bedes rettes til, sportschef i Odense Håndbold, Trine Nielsen.

//Odense Håndbold.

Del: