23. december 2025

Elma on the wiiing!

Elma bliver til 2028!

Julen er landet tidligt i Odense, og har du endnu ikke åbnet din låge nummer 23 i julekalenderen, så får du en ekstra gode her, fra vores nummer 23.

Vi forlænger nemlig aftalen med Elma Halilcevic. Vores lynhurtige venstre fløj har sat sin underskrift på en ny aftale, som sikrer at hun frem til 2028 skal løbe ned af linjen i orange.

Elma trives i klubben, og især præstationerne i sidste sæson, har givet blod på tanden:

Jeg har valgt at forlænge min aftale med klubben fordi jeg først og fremmest trives rigtig godt her. De sportslige ambitioner tiltaler mig enormt, og efter sidste sæsons DM-guld og CL-finale, har jeg kun fået endnu mere blod på tanden. Det er en spændende tid at være Odense spiller i, og jeg er privilegeret over, at kunne fortsætte rejsen i en så fantastisk og ambitiøs klub.

At Elma er orange frem til 2028, glæder også Cheftræner Jakob Vestergaard:

Jeg glæder mig over, at Elma har forlænget sin aftale – hun er en top spiller. Og så er det er jo så dejligt nemt nogle gange i håndbold, hvor man kan kigge på statistikkerne over mål og effektivitet, og der har Elma præsteret absolut verdensklasse i den her sæson. Defensivt dækker Elma også rigtig godt op, og hun er i mine øjne en af de absolut bedste venstre fløje. Det synes jeg hun har bevist over en længere periode både her i Odense, men også på landsholdet.

Og så blev det lige pludselig en ekstra god jul!

//Odense Håndbold

Del: