I morgen drager vi sydpå – om end i mindre snevejr end den snestorm vi måtte trodse sidst vi gæstede Nykøbing – men med samme mission; en sejr.
Vi drager til Nykøbing for at møde de gule fra NFH i semifinaleseriens andet opgør, efter at vi hjemme i Sydbank Arena, tog den første sejr. En kamp hvor vi i perioder spillede flot og kontrolleret håndbold, men også leverede perioder hvor tekniske fejl og brændte chancer, bliver for mange. Det betød at vi med 20 minutter igen, stod helt lige 19-19. Herefter en række redninger fra Yara, flot kontraspil fra Elma og en Nikita van der Vliet der var hér, dér og alle vegne, kunne sætte to vigtige streger under en hjemmesejr.
Vi tager til Nykøbing med den klare ambition om at gøre arbejdet færdigt, men samtidig er det med stor respekt for vores modstander som trods begrænsede ressourcer, har leveret en rigtig flot sæson.
Jakob er glad for sejren i første opgør, men har ikke brugt tid på at nyde den:
Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig glade for sejren i det første opgør. Det er også en ekstra presbold på dem, at vi kan rejse derned med en sejr i bagagen. Omvendt har vi på intet tidspunkt haft tid til at læne os tilbage og nyde sejren. Vi har lavet en god analyse af kampen, fundet positiver og udfordringer i det første opgør, som vi har forsøgt at bygge videre på i vores forberedelse til i morgen.
Det er et svært sted at spille, men vi skal først og fremmest holde vores eget niveau og så skal vi dominere dem på fysikken. Vi kan mærke at vi har fået flere ressourcer tilbage i truppen som giver os flere muligheder i begge ender. Det har også sat sig i spillet hvor vi på det seneste, har leveret et bedre håndboldmæssigt produkt og fået skabt et bedre flow.
Omvendt må jeg også rose Nykøbing for deres sæson hvor de siden starten har leveret et højt niveau, og uanset deres ressourcer, er jeg sikker på vi bliver matchet til fulde i morgen.
En sejr er for Jakob det vigtigste, om den er køn eller ej:
De fleste hold har selvfølgelig både en plan A og B, og lykkedes de ikke, så har de nok også både en plan C, D og E klar. Nykøbing har en stil og en måde at spille på, og det skal vi forsøge løse både i vores forberedelse, og når vi står på banen. Først og fremmest skal vi lykkedes med vores egen plan, og gør vi ikke det, så har vi også alternativer. Så det er altid en kamp i kampen, at vi i vores forberedelser forsøger at lure modstanderen. Det er uden at vi har nogen som helst ide om, hvad de har talt om i deres omklædningsrum, så vores egen gameplan og sejren efter 60 minutter, er det vigtigste at lykkedes med – om det så er kønt eller ej.
Jeg har hørt at der kommer mange fans og med fare for at gentage mig selv igen, så er vi meget taknemmelige for den opbakning vi har oplevet hele sæsonen igennem. Vi har været på flere udebaner, hvor vores egne fans har taget over og været den dominerende part i hallen. Så selvom vi kommer på en intens udebane i morgen, ved vi at vi har vores egne fans og deres opbakning i ryggen. Det betyder meget, for det er i sidste ende med til at løfte spillerne.
Elma fremhæver starten af det første opgør, som noget vi kan tage med videre:
Jeg synes vi spiller rigtig god håndbold i starten af kampen hvor vi også kommer foran. Vi får løbet godt på dem og leverer i kampens helhed, også en god indsats. Men vi har haft fokus på den mindre gode periode i første halvleg, hvor vi falder lidt sammen og laver for mange fejl. Her er der defensivt nogle ting som vi har arbejdet med og skal gøre bedre i kampen i morgen.
Når det defensive fungerer, oplever Elma også bedre arbejdsbetingelser:
Når vi står godt i defensiven og holder vores aftaler, har jeg også langt bedre arbejdsbetingelser i kontraspillet. Offensivt har vi i den seneste periode fundet ind i et bedre flow, og det skaber gode arbejdsbetingelser og udgangspunkter for os fløjspillere, så det skal vi fortsætte med.
Vi ved at Nykøbing har et godt tryk på hjemmebane, men omvendt så har vi vel stort set ikke spillet et opgør dernede, hvor vores egne fans ikke har været markante. De har været der hele sæsonen og leverer de samme niveau i morgen, så er det også mere end rigeligt – så er resten op til os.
Kampen fløjtes op klokken 18.30 i Spar Nord Boxen og vises samtidig på TV2 Sport.
Der venter os igen en enorm opbakning på udebane, hvor mere end 100 med orange hjerte, sammen tager til NFH for at kæmpe for Odense, sammen med os!
Husk du kan altid kan finde dit orange merch online her!
//Odense Håndbold