23. april 2025

Optakt: Odense Håndbold vs. København Håndbold…

Vi kender parolen når København Håndbold kommer på besøg. Det bliver intenst, hårdt og med et ekstra fokus på stregspillerne. 

Men det burde vi være forberedt på. Det er ikke længe siden vi sidst bragede sammen med København Håndbold. Vi skal faktisk blot tilbage til d. 2. april, hvor vi i sidste hjemmekamp i grundspillet tog imod København Håndbold, med forhåbningen om at gennemføre “det perfekte grundspil”. Som vi allesammen ved, så lykkedes det, men det var bestemt ikke uden besvær, da grundspillet største profil, Tabea Schimdt drillede os lige lovlig meget. 14 mål lavede den Schweiziske stregprofil, hvilket i sig selv er helt uhørt, men ikke desto mindre tilfældet og hun forsatte sin gode form, i den første slutspilskamp mod NFH, hvor hun satte seks bolde i målet. For Købehavn Håndbold startede ligesom os slutspillet med sejr, på hjemmebane over NFH, hvor de vandt 30-28. Det giver Københavnerne et udmærket udgangspunkt i jagten på en semifinaleplads, men de kommer utvivlsomt til Odense med store revanchelyst og en forhåbning om at tage 2 point, og dermed bringe dem i spidsen af gruppe 1. Det skal vi forhindre, og dermed bringe os alene i spidsen. Statistikken er med os, med ti sejre af ti mulige, så vi har alle muligheder onsdag aften.

Slutspilsgruppe 1: 

Odense Håndbold 4 point 

København Håndbold 2 point 

Nykøbing/Falster Håndbold 1 point 

HH Elite 0 point

Mie Højlund glæder sig altid til en kamp i Sydbank Arena og mener ikke det bliver et problem at den ligger mellem de vigtige kvartfinaleopgør.

“Det synes jeg ikke. Det er vigtigt for os at holde os skarpe, og er midt i et slutspil, hvor København kampen er vigtig for os at være klar til. Vi kan have et stort fokus på vores eget forbedringspotentiale, som både kan komme os til gavn i København kampen og i weekendens champions league kamp. Sæsonen har været pakket med kampe, og det er endnu en måde at holde snuden i sporet på. Vi vil gerne forberede os så meget som muligt til hver eneste kamp, men ligesom vi har forberedt os taktisk til en København kamp, er et meget stort fokus på os selv. Vi skal ind og vise intensitet, og at vi kan rette til undervejs, så vi mindsker vores individuelle fejl. Så kampen er på mange måder vigtig for at stå skarpt i weekenden. 

Jeg synes vi er kommet ind i kampene godt forberedt, og har haft et stort fokus på at være 100% klar. Det er vi lykkes med i de seneste kampe, og jeg håber selvfølgelig ikke at denne bliver en undtagelse.”

Du kan se kampen live på TV2 Sport fra kl. 20:30, men som altid syntes vi at håndbold skal ses i hallen. Det er her man kan dufte harpiksen og mærke intensiteten. Så skynd dig ind på http://oh.eventii.dk og find dine billetter!

//Odense Håndbold

Del: