01. april 2025

Optakt: Odense Håndbold vs. København Håndbold…

Vi er to kampe fra det perfekte gruppespil, for første gang i klubbens historie og denne gang er det København Håndbold der står for skud. 

København Håndbold er lige bedst i gruppen under top 3. Det ligger øjeblikkeligt nr. 4 med 30 point og ligner en kommende slutspilsmodstander. De sidste fire kampe har de vundet og kigger man på de sidste ti kampe, så er de ikke langt fra top 3. Vi har allerede mødt Københavnerne to gange i denne sæson, hvor vi har hevet os sejrsrigt ud af begge opgør (det ene i Santander Cup). Det har dog sjældent den store betydning på kampdagen, men alt andet lige, så må det være frygtindgydende for København Håndbold at se, at de ikke har taget point i Odense siden 2019. Omvendt kan man sige, at de ikke har noget at tabe, så med det spil de har leveret de sidste ti kampe, er der helt sikkert en stor tro på tingene. Troen skal de finde i den offensive del, hvor København hele sæsonen har lavet et hav af mål. Helt præcist laver de 32 mål i snit pr. kamp og deres topscorer skal man finde på stregen, hvor Tabea Schmidt i denne sæson har været altdominerende. Ikke nok med hendes 183 mål, så har hun også en scoringsprocent på 83%, hvilket set udefra, er helt absurd (godt). Hun bliver assisteret af Helene Kindberg, som ikke overraskende topper den list med 121 assist for sæsonen. Mon ikke Ole Gustav Gjekstad kigger deres vej, når han lægger slagplanen.

Seneste kamp d. 08-01-2025 København Håndbold vs. Odense Håndbold 26-29… blev det modsatte af forventningen. En lavt scorende kamp mellem to af ligaens mest scorende hold, hvor der var et hav af tekniske fejl. Alligevel var det en kamp vi fik sneget over til vores fordel, med en forbilledlig fight og en stærk fysisk indsats. Det eneste der gik som forventet var Tabea Schimdts’ måltotal, samt Helena Elvers indvirkning på vores resultat, hvor hun lavede 5/5 og assisterede 8 gange dvs. at Elver var indblandet i hvert tredje mål.

Althea Reinhardt er tilbage i træning igen og sætter nogle ord på en hård vej tilbage til håndboldbanen.

“Jeg har det godt og er begyndt at træne fuldt med. Kan selvfølgelig godt mærke, at jeg har været ude i et stykke tid, men det føles bedre og bedre til træningerne. Det har været et længere genoptræningsforløb, end jeg havde håbet på, hvor det har været meget to skridt frem, ét tilbage. Heldigvis har jeg været i trygge hænder, og klubben har passet rigtig godt på mig. Så nu glæder jeg mig til snart at være tilbage til kampene og kæmpe sammen med pigerne.”

Bliv en del af onsdags-festen i Sydbank Arena og find din billet ved at klikke her!

//Odense Håndbold

Del: