Det var en rolig dag på kontoret, hvor stor set hele truppen blev aktiveret i en kamp der reelt var afgjort efter de første 30 minutter.
Efter 5 minutter havde Skanderborg ikke lavet et mål, og vi havde lavet fire. Ragnhild Valle Dahl havde lavet to, og det lignede det vi håbede på og det var klasseforskel. Det var ikke fordi vi havde spillet os ud, men effektiviteten var høj og vores offensive forsvar, med Burgaard og Nikita van der Vliet fremme stressede Skanderborg. Vores hollandske quarterback nede i målet, Yara ten Holte ville også lege med, og med et missil fandt hun Nikita van der Vliet i en kontra efter 10 minutter, og så var vi foran 8-2, i øvrigt vores tredje kontramål. Louise Burgaard var ligeledes kommet godt fra start og var indblandet i tre scoringer, selvom Isabella Mathorne gjorde hvad hun kunne i Skanderborg-målet. Ved stillingen 11-4 kom Andrea Nørklit Jørgensen på banen. Der var spillet 16 minutter og det efterlod Yara med en redningsprocent på 50%. Vi kunne sagtens havde været foran større, hvis ikke det var kun for et par redninger i Skanderborg-målet. Efter 20 minutter lavede Nikita van der Vliet sit tredje mål på ligeså mange forsøg, og sammen med Louise Burgaard var hun nu topscorer i kampen. Det betød en stilling på 14-4, hvilket var ganske imponerende især defensivt, men det kunne også mærkes på Sydbank Arena, hvor der var en lidt magelig stemning, med en vis tilfredshed. Det forstod man godt, da ikke mange ting havde slået fejl i 1.halvleg. Først efter 23 minutter blev Andrea Nørklit Jørgensen passeret, men det ændrede ikke på at vi ikke levnede Skanderborg mange chancer i 1.halvleg og derfor går vi knusende til pause foran 20-7.
Andrea Nørklit Jørgensen blev på mål fra 2.halvlegs start og hun kunne ikke gøre meget ved, at Skanderborg kom bedst ud. Det som kendetegnede os i 1.halvleg, kynismen, haltede lidt efter pausen selvom der stadig ikke var tvivl om resultatet. Først efter 34 minutter satte Clara Skyum Thomsen bolden i kassen, og så var vi i gang. Skanderborg gjorde det mere kompakt i midten, og en af måderne man kan løse det på, er ved at trykke forsvaret fladt og gøre plads til skytterne. Det udnyttede Ragnhild Valle Dahl, der uimodståeligt sendte kuglen i kassen til 24-12 efter 38 minutter, hvor ni kontrascoringer ligeså fortæller en historie om en gameplan der lykkedes. Det var ikke det højeste tempo efter pausen, og til tider lignede det to hold der havde indstillet sig på, hvordan resten af kampen ville forløbe. Alligevel brugte Clara Skyum Thomsen halvlegen på at tanke lidt selvtillid. Fire mål var det blevet til, hvor hun også havde leveret 2 assist blandt andet til Nikita van der Vliet, som med sit fjerde mål kunne gøre det til 28-14 efter 46 minutter, Nikita som stadig ikke havde brændt en chance. Stillingen efter efter pausen i det 50’ende minut var 9-7, og det fortæller meget godt, hvor meget tempoet var gået i stå. Der var fine individuelle præstationer, men reelt var kampen afgjort på nuværende tidspunkt. Der er ikke meget der ændre sig i kampens sidste 10 minutter, hvor vi efter en knusende 1.halvleg stille og roligt spiller os til sejr på 36-19 , i en kamp hvor der var fine individuelle præstationer, men hvor vi aldrig for alvor bliver matchet.
Topscorer for Odense Håndbold blev Louise Burgaard med 5 kasser!
Lige nu er alle billetterne udsolgt til kampen mod Team Esbjerg søndag d.16. februar. Men hold godt øje for der bliver løbende frigivet billetter. Derudover, så gentager vi succesen og afholder fastelavn lørdag d. 1. marts mod Bjerringbro FH. Du deltager automatisk ved køb af en børnebillet, som du finder ved at klikke her!
//Odense Håndbold