Det blev et hæsblæsende håndboldbrag i Brest, hvor vi var foran det meste af kampen, men havde svært ved at slippe af med Brest.
En stor overraskelse viste, da kampen blev fløjtet op. Brest cheftræner, Raphaëlle Tervel, havde taget et modigt valg og bænket den russisk stjerne, Anna Vyakhireva til fordel for norske, Kristina Novak. Om det var årsagen til at der skulle gå 5 minutter før Brest lavede deres første mål, er ikke helt usandsynligt, men det var også to forsvar, som var startet utroligt stærkt. Den eneste der havde en smule held med sine offensive aktioner var Mie Højlund, der tiltvang et straffekast, som Andrea Aagot Hansen scorede på, 1-3 efter 6 minutter. Starten bar præg af to hold der kender hinanden særdeles godt, og som står godt til hinanden spillemæssigt. Efter 10 minutter fik Brest to 2-minutters udvisninger, og det udnyttede vi klogt til at bringe os foran 4-6 ved Elma Halilcevic. I det hele taget fik vores fløje, igen, meget plads og det var helt tydeligt noget vi gerne ville tage vare på. For første gang i kampen kom Brest foran efter 17 minutter, og samtidigt havde vi foretaget et skift på keeperpositionen, hvor Yara ten Holte var kommet ind. Yara får lukket af i to omgange, og er medvirkende til at vi vinder undertalsperioden 0-3, hvor Helena Elver med sit andet mål bringer os foran 10-11 efter 21 minutter. Louise Burgaard kom på banen efter 23 minutter, og trådte hurtigt i karakter med et flot mål på et stående skud. I 1.halvegs sidste halvdel er vi foran med +4, men i de sidste par minutter omsætter vi ikke vores muligheder og bliver fanget lidt i Brest 7 mod 6 spil. Men vi går til pause foran 17-18.
Det blev ikke nogen ønskestart på 2.halvleg. Brest fortsatte med 7 mod 6 og det virkede. Vi lukrerede dog på det tomme mål i den anden ende, og især Maren Aardahl var hurtig til at udnytte de muligheder. Det betød at kampen forblev tæt, men at vi efter 37 minutter kunne sætte os på en 21-13 føring. Maren Aardahl kunne andet end at score på frit mål. På stregen var hun også stærk, hvor hun både trak et par udvisninger og fik nogle straffekast. Efter 40 minutter var det vores tur til at modtage to 2-minuters udvisninger, og det satte os naturligvis under pres. Vi formåede dog at holde ved, og med en listig aflevering splittede Mie Højlund Brest-forsvaret og så kunne Elma Halilcevic gøre det til 26-26 med hendes fjerde mål. Pauletta Foppa var en evig torn i øjet på os i modsatte ende, og vi må rose den franske stregstjerne for hele tiden at finde pladsen. Vi har muligheden for +3 efter 46 minutter, men en meget besynderlig skirdtkendelse står i vejen, og pludseligt var kampen helt lige igen, 29-30. Det bølgede frem og tilbage, hvor vi underligt nok fik mest ud af vores undertalsperioder, som vi havde vundet ret markant hele kampen. Brest mandsopdækkede Mie Højlund og Thale Rushfeldt Deila. Et uventet træk, som på ingen måder slog os ud af kurs. Helena Elver og Louise Burgaard løste det på fornemmeste vis. Hele tiden bed Brest tilbage, og selvom følelsen var at vi flere gange havde kontrol, så ville det franske hold ikke overgive sig. Lysa Tchaptchet fik direkte rødt kort efter 56 minutter, men vi tager sejren til sidst, og vinder 36-38.
Topscorer for Odense Håndbold blev Thale Rushfeldt Deila, Maren Aardahl og Elma Halilcevic med 6 mål!
Samtidigt sætter vi punktum for EHF Champions League i 2024, hvor vi endnu engang kan se tilbage på en masse gode minder. Tak for opbakningen, som vokser dag for dag, bedst beskrevet ved fire herre, klædt i orange, i Brest Arena.
//Odense Håndbold