Det var ikke alt der var lige kønt, og måske fik Ole Gustav Gjekstad tilføjet et par grå hår. Men de to point kom i hus, og så var der måldebut til Andrea Nørklit Jørgensen.
Vi ramte ikke helt samme lydniveau, som i weekenden, men der var flot fremmøde i Silkeborg torsdag aften. De kunne se Yara ten Holte komme fremragende fra start med redninger og assist. I det hele taget var kontrafasen vores farligste våben de første 6 minutter og det udnyttede Louise Burgaard til at bringe os foran 2-4. I forsvaret havde vi tydeligt et mål om at lokke Silkeborg bredt i banen, og det lykkedes de første 10 minutter. Det bragte Yara ten Holte op på 50% og når Burgaard i den anden ende tryllede, så var det en form sag for Andrea Aagot at gøre det til 4-8. Kynismen udeblev dog i et par situationer, og Silkeborg var meget hurtige i den anden ende. Det resulterede i at de fik “spist” sig ind på vores føring og efter 13 minutter fik de reduceret til 9-9. Det var dog stadig de to backs Louise Burgaard og dagens fødselar, Ragnhild Valle Dahl, der brillerede. De var skarpe fra distancen og bragte os foran +3 efter 17 minutter. Defensivt var der dog tydelige frustrationer fra bænken idet det blev lidt for passivt især i anden bølgen. De var også udslagsgivende på måltavlen, hvor vi igen havde slået et lille hul, men på meget tid blev sat tilbage af egne fejl, 14-15 efter 22 minutter, hvor også Anna Veng i Silkeborg-målet havde fået fat i et par bolde. 9 tekniske fejl fortæller også sit tydelige sprog, men Orange Power var ligeglade og gjaldede “ODENSE ODENSE” ud i hele JYSK Arena. Vi går til pausen foran 16-20, men det er uden tvivl en halvleg, med et par forskellige perspektiver.
Det blev en tempofyldt start på 2.halvleg, hvor Elver, Højlund og Thale var tilbage i bagkæden. Mie Højlund udnyttede et fladt Silkeborg-forsvar af to omgange og udbyggede føringen til +5 efter 35 minutter, hvor vi stadig havde svært ved at lukke helt af for Silkeborg. Forsvaret havde efter pausen taget 1-2 skridt frem i banen og efter 6-8 minutter begyndt det at give pote. Vi gav Silkeborg større fysisk at slås med, med det resultat at Silkeborg sled mere for scoringerne. Kontrafasen var stadig et vigtigt våben, og med en vaske ægte Elma-speciel kunne JYSK Arena se bolden i en blød bue over Anna Veng i målet, til stillingen 19-26 efter 42 minutter. Vi havde kun lukket fire mål ind efter pausen og det var et flot resultat af det offensive forsvar. Efter 43 minutter følte Thale Deila sig hård behandlet med et armriv, der ikke gik hendes vej. Men i vanlig Thale-stil lod hun sig ikke gå på og med tre hurtige kasser i streg øgede hun til 21-30 efter 47 minutter. Yara havde igen fået fat i målet og det begyndte at ligne den kamp vi gerne ville have. Mie Højlund var også i hopla efter pausen, og hun udnyttede især de trætte Silkeborg-ben til at gøre rigtig ondt med hendes fart og gennembrud. Efter 53 minutter øgede vi til +9 og nu handlede det om at dosere. Det betød at Andrea Nørklit kom på banen og hun kvitterede med en flot redning, og for det ikke skal være løgn en assist til Anna Grundtvig og to mål til enorm jubel for både bænk og medrejsende fans. Det ender med en stensikker sejr på til trods for en svær 1.halvleg.
Topscorer for Odense Håndbold blev Ragnhild Valle Dahl med 6 kasser!
Endnu en udekamp med helt fantastisk opbakning. Lad os flytte den hjem i Sydbank Arena, og sørge for at søndagens opgør bliver mindeværdig. Klik her og find dine billetter!
//Odense Håndbold