07. februar 2026

“Der venter os tre finaler, og den første starter i morgen”

Endnu et topopgør venter i Sydbank Arena

I morgen skal vi byde HC Podravka velkommen i de odenseanske snedynger, når EHF Champions League er tilbage i Sydbank Arena. Det omvendte opgør mod kroaterne endte i en intens affære, hvor vi efter 60 minutter, delte de to point til ét, i hver lejr.

Om returopgøret og det tætte slutløb der venter i EHF Champions League gruppe B, hvor vi i skrivende stund er placeret på en 3. plads, sætter Jakob og Lysa ord på her.

Jakob ser frem til de næste tre kampe, som han alle omtaler som finaler:

Vi vil helt generelt gøre alt hvad vi kan, for at ende så højt som muligt, i den her tætte gruppe B. Der venter os tre finaler, og den første starter i morgen. Herefter så venter der endnu en af de her dynamitkampe oppe i Ikast næste weekend, inden det hele måske ender med at skulle afgøres hjemme i Sydbank Arena, mod FTC.

Fokus er først og fremmest på i morgen, og jeg synes vi er kommet godt igennem en utrolig hård periode, med rigtig mange skader og begrænset ressourcer. Når det er sagt, så var vi også velstillet i det første opgør hvor jeg alt andet lige synes, at Podravka leverer deres bedste indsats i hele deres Champions League kampagne. Dette endda uden en af deres store profiler i Matea Pletikosic, som er en virkelig spilintelligent playmaker, som vi skal have fokus på i morgendagens kamp. Får Matea tid og lov, er hun utrolig dygtig i både assist og afviklingsspillet, så det bliver en nøgleopgave for os at løse rent defensivt. 

Vi får brug for orange opbakning i alle tre kampe, og ifølge Jakob så er vejret alligevel ikke til andet end håndbold:

Jeg håber der kommer rigtig mange mennesker – det gør jeg i øvrigt altid – men i morgen starter den første ud af tre finaler. Det ligner alligevel at det bliver alt for koldt til at bevæge sig udenfor, så kom i Sydbank Arena, se noget håndbold og hjælp os med at give den gas – Det får vi brug for!

I det første opgør som blev afviklet på kroatisk gulv, gik vi fra banen med et uafgjort resultat på 31-31.

Et resultat som Lysa ser gode muligheder for at forbedre i morgendagens omvendte opgør:

Vi glæder os enormt til at spille den her fantastiske turnering igen, som utvivlsomt er det største for os som spillere. Podravka er et stærkt hold, hvilket vi også mærkede i den første kamp som endte uafgjort, men vi har gode forudsætninger for at tage de to point i morgen, som har en stor betydning for vores samlede placering i gruppen.

Hjemmebanefordelen ser Lysa som en forudsætning for at lykkedes i morgen:

Det er noget tid siden vi sidst har spillet på hjemmebane i EHF Champions League, så det bliver dejligt i morgen at have fansene bag os i morgen, som også kan være med til at lægge et ekstra tryk på kampen – det får vi brug for. Hver gang vi går på banen giver vi virkelig alt, og vi håber at fansene vil være med til at gøre det samme i morgen, så de to point kan blive i Odense!

Kampen fløjtes op klokken 16.00 og vises på DR1!

Har du endnu ikke sikret dig billet til det vigtige opgør? – Find dine billetter her!

Hvis du endnu ikke har fået fat i den nye opvarmningstrøje så kan du finde den online her eller købe den i fanshoppen i morgen!

//Odense Håndbold

Del: