23. september 2024

Byd velkommen til vores praktikanter…

Siden midten af august har, Mie Andersen, huseret som praktikant i Odense Håndbold, og det har været 1,5 måned med fart på.

Mie kommer direkte fra Bornholm, hvor hun er født og opvokset. Tidligere har Mie beskæftiget sig med fodbold, hvor hun blandt andet har været scout hos F.C. København. Nu har hun rykket teltpælene op, og taget færgen “direkte” til Fyn.

Hvorfor søgte du praktik I Odense Håndbold?

“Det en stor håndboldklub- og generel en stor sportslig klub i Danmark, som har flere forskellige interessante arbejdsområder. Områder jeg godt kan se mig selv indenfor, hvor man har flere kasketter på og hvor jeg kan udvikle mig både personligt og fagligt. Derudover skulle jeg flytte fra Bornholm, uanset hvad, grundet min praktikperiode, og Odense som by stod højt på min liste, fordi det virkede til at være et sted hvor man støtter lokalt op om hinanden, hvilket jeg sætter pris på.”

Hvordan synes du den første måned har været? 

“Den startede med fart på! Jeg fik mange nye indtryk med det samme. Heldigvis er alle rigtig søde og hjælpsomme, og det lever op til mine forventninger om, at der sker meget forskelligt på kontoret, som ikke alle tænker over ude i hallen. Men det har været fantastisk at se hvordan klubben er bygget op og bliver struktureret på tværs af hele klubben og forskellige arbejdspositioner, samt hvordan kampdage bliver eksekveret ned til mindste detalje.”

Hvad ser du frem til at blive endnu klogere på i din kommende praktikperiode?

“Jeg ser frem til at få ansvar for flere ting, som jeg selv kan planlægge og være med til at være kreativ omkring. Udover det bevæger jeg mig stille og roligt ind på event- og planlægning som også har min store interesse, da det er spændende at være med i opbygningen og afviklingen. Derudover skal jeg til at arbejde lidt mere med at interviewe spillerne og blive klogere indenfor kommunikation og hvordan vi kan markedsfører dem og klubben på bedst mulig måde.”

Mie er i denne uge flankeret af Emma, som er praktikant hos os i et par dage. Emma går i 9. klasse og efter et succesfuldt praktikophold tilbage i juni valgte vi at “gentegne” med Emma, og dermed få gavn af alle hendes kompetencer.

Vi håber i vil tage godt imod både Mie og Emma, når i møder dem i hallen.

//Odense Håndbold

Del: