20. oktober 2025

Andrea Aagot forlænger til 2028

Vores nummer 34 skal ingen steder!

Andrea Aagot har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse, som nu gør hende orange frem til sommeren 2028.

Siden sin ankomst til klubben for to sæsoner siden, har Andrea spillet mere end 100 kampe for klubben, scoret næsten 400 mål, og været med til at vinde både et Danmarksmesterskab og to Super Cup trofæer.

Selv er Andrea er ikke i tvivl om, at hun er landet det rette sted:

Jeg er virkelig glad og stolt over at kunne forlænge med Odense Håndbold. I mine to første år har jeg haft det rigtig godt og føler, at det har været det rette sted for mig og min udvikling – og jeg synes slet ikke, jeg er færdig her. Jeg har det godt med alle mennesker i og omkring klubben og trives virkelig godt i Odense by.

Samtidig har klubben store ambitioner, som jeg også deler, og derfor er jeg glad for at forlænge min aftale og tage hul på næste del af rejsen i Odense Håndbold.

Forlængelsen af Andrea er til stor glæde hos administrerende direktør Lasse Honoré:

Forlængelsen med Andrea er for klubben et vigtigt skridt mod de sportslige mål, vi stræber efter. I sine første år i klubben har Andrea allerede udviklet sig til at være blandt de bedste højre fløje i verden, og især i hendes afslutningsspil besidder hun en teknik, som ganske enkelt er imponerende.

Med fremtiden på plads for både os og Andrea glæder vi os nu til at fortsætte jagten på de fælles ambitioner, vi deler.

At Andrea sammen med klubben har en tro på, at vi kan opnå de mål og ambitioner, vi deler, viser, at vi som klub gennem de seneste sæsoner har taget de nødvendige sportslige skridt i den rigtige retning.

//Odense Håndbold

Del: