15. december 2022

Smal sejr over Ajax København

Det var ikke uden slid og slæb, at de orange fik to point med hjem fra hovedstaden. Ajax København drillede onsdag, men Odense Håndbold fik rejst sig og vandt over københavnerne.

Onsdag var der igen ligahåndbold på programmet. Odense Håndbold var draget til hovedstaden, hvor Ajax København ventede i Bavnehøj Arena.

Odense Håndbold fik ikke en god start på opgøret, og i det hele taget var første halvleg ikke uden problemer for de orange. Ajax København kom foran 2-0, inden Odense Håndbold fik hul på målet. Først efter fem minutters spil kom de orange på måltavlen. Odense Håndbold fik også udlignet, men Ajax København fandt en god rytme og havde styr på de orange, som kæmpede med fejl i angrebsspillet. Efter ca. 20 minutter stod der 10-6 til hjemmeholdet, og Odense Håndbold var dermed under pres. De orange fik løftet sig og reduceret frem mod pausen, men det var Ajax København der var foran, da de to hold gik i omklædningsrummene ved stillingen 12-10.

Odense Håndbold fik rejst sig i anden halvleg. De orange udlignede hurtigt til 12-12 og brage sig også foran 14-15 efter 38 minutter. Ajax København gav dog ikke op og hægtede sig på de orange halvlegen igennem. Der blev slået et hul ned til hjemmeholdet ved stillingen 19-23, men københavnerne kæmpede sig tilbage og kom på 23-23 med otte minutter igen. De orange holdt dog hovedet koldt og kunne efter en hakkende præstation sikre de to point med en sejr på 25-27.

Næste kamp for Odense Håndbold venter allerede søndag, hvor de orange møder SG BBM Bietigheim i EHF Champions League.