Når vi sætter kursen mod Falster, så er det med stor respekt for en stærk modstander. En modstander som er ramt på selvtilliden i øjeblikket, men som har kvaliteten- og hjemmebanen til at gøre det svært for alle.
NFH-vej til slutspillet: Nykøbing/Falster Håndbold sluttede som forventeligt i den øverste halvdel af tabellen, lige under top-3, som nr. 4. Det har været en sæson, hvor NFH startede som lyn og torden, med 8 sejre i 9 kampe og håndboldspil på absolut øverste hylde. Siden da, har NFH fortsat de gode takter, hvor de aldrig rigtigt har sluppet grebet om de øverste placeringer. Kigger man på resultaterne, så har de tabt to gange til os og Ikast, men vundet over Esbjerg. De har tabt én gang til København Håndbold og to gange til Horsens Elite, og senest røg de ud af Final 4 til Silkeborg/Voel Håndbold. Det giver et indtryk af et hold, hvor dagsformen er meget afgørende for spillet på banen, fremfor kontinuitet. NFH har hentet 16 point hjemme og 14 point ude. Deres form i øjeblikket er knap så god. De har vundet 5 og tabt 8, hvis man tager Final 4 med, og i det hele taget virker det som et ramt NFH-hold. Det ændrer dog ikke på den klasse som gemmer sig i holdet, og hjemme i Nykøbing er de en særdeles svær modstander.
Seneste opgør 25-02-23 Odense Håndbold 33-22 Nykøbing/Falster Håndbold: Det var et opgør, som bød på en intens kulisse, hvor begge fangrupperinger bidrog til en fantastisk stemning i Sydbank Arena. Det var en kamp vi dominerede fra start til slut, hvor Althea Reinhardt var afgørende for kampens udfald. Selvom vi havde problemer med skarpheden i den anden ende, så fik vi tilspillet os så mange muligheder, at vi ramte de 33 mål bla. takket været en stærk præstation af Rikke Iversen.
Hold øje med: Elma Halilcevic. Den 22-årige venstre fløj, som lander i Odense efter sommerferien, har været en profil for NFH hele sæsonen. Elma har brillieret med 119 mål fra fløjen, og har med sin dynamiske stil været medvirkende til en farlig kontrafase, hvor NFH har lavet mange af deres mål. Så hold godt øje med hende.
Freja Cohrt er glad for position som vi har skabt over de seneste par kampe, men hun ser samtidigt kritisk på måden, hvorpå pointene er kommet…
“Vi er tilfredse med to point, men ikke altid med måden vi gør det på. Vi stræber fortsat efter at minimere vores tekniske fejl og også i perioder at have noget mere tålmodighed i vores angrebsspil. Viborg fik lov at løbe for meget med os, især i første halveg. Generelt er vi enige om at det er alle de små ting der kan finpudses, som skal gøres skarpere frem mod de næste vigtige kampe. Vi vil gerne vinde alle kampe og semifinalen er det vigtigste delmål lige nu, så jo før den er sikret jo bedre.”
Fløjspillerne har succes i øjeblikket. Og det er der en helt særlig grund til.
“Det er jo et resultat af vores gode forsvarsspil, der gør vi har haft god mulighed for at udnytte kontrafasen. Og selvfølgelig at vores bagspillere har været gode til at komme på de brede punkter i angrebet så vi også har haft gode betingelser fra hjørnet.”
//Odense Håndbold