Fra Bukarest til København på bare fire dage. Vi er tilbage i kvindeligaen, når vi drager over Storebælt for at brage sammen med ligaens nr. 4, København Håndbold. En kamp, der med en sejr kan skubbe os afgørende væk fra København Håndbold, hvor et nederlag omvendt vil bringe Københavnerne tættere på top-2.
Når vi gæster Frederiksberg og København Håndbold, så plejer det at gå godt. Vi har vundet de seneste tre kampe, og ikke tabt siden 2019. København Håndbold er et hold der scorer mange mål. I snit banker de 29 kasser ind pr. kamp, og særligt på hjemmebanen er Stine Jørgensen og Co. flyvende. I denne sæson har København haft det svært ved mod de andre tophold, hvor de endnu ikke har fået nogle point. Én gang har de tabt til os, to gange til Esbjerg og en enkelt gang til Ikast. Det kan skyldes mange ting bla. det faktum, at de næsten lukker 3,5 mål flere ind pr. kamp end fx, os og Ikast. Det kan man midlertidigt ikke klandre deres tyske keeper Katharina Filter for. Hun har stået en flot sæson, og har lige nu en redningsprocent på 36% i 12 kampe. Derudover skal man ligge mærke til vores tidligere spiller Stine Jørgensen. Hun er den altoverskyggende profil med 76 mål og 48 assist. Hvis København Håndbold skal have succes, så skal Stine Jørgensen performe.
Cheftræner Ulrik Kirkely glæder sig til at blive matched mod et formstærkt Købehavn-hold og ser ikke kampprogrammet som et problem:
“En svær liga kamp venter os i København. En kamp hvor vi ved at vi skal matche Københavns store intensitet, som de altid kommer med. Det glæder vi os til. Vi har siden nytår og her fra starten af 2023 været i et flow med mange kampe på højt niveau, og ser det som en styrke at vi i øjeblikket hele tiden ser ind i den næste store udfordring. Spillemæssigt er der elementer vi skal have rettet til ift vores seneste kamp, men generelt er jeg meget tilfreds med vores output de seneste uger og måneder. København har som os selv spillet rigtig fint i den seneste måned. Det er tydeligt at de er ved at spille deres trup bedre sammen og dermed leverer gode præstationer. Vores trup er helt klar og kender til vigtigheden af at være godt forberedt til den næste opgave som står foran os, onsdag aften i København.”
Kampen fløjtes i gang kl. 19.30 på Frederiksberg, og der er fuldstændigt udsolgt. Vi er +100 der tager turen fra Odense, og skulle du ikke være en af de heldige, så kan kampen følges på TV2 Play.
//Odense Håndbold