08. juni 2023

Optakt DM-finale: Team Esbjerg-Odense Håndbold…

Sæsonen er ved at lakke mod enden, og det er nu, at det hele skal afgøres. Måske, danner Blue Water Dokken ramme om den sidste kamp i denne sæson.

Aftenens kamp behøves ingen introduktion. Det er den anden af to, måske tre DM-finaler, og vi står i den “heldige” situation at det KUN er sejren der tæller. Det er på en svær udebane, mod en svær modstander, men vi har gjort det før og vi kan sagtens gøre det igen!

Første DM-finale 30-05-2023 Odense Håndbold 26-27 Team Esbjerg: Det var en kamp, hvor vi efterfølgende kan tillade os at være skuffet. For det første spillede vi i Sydbank Arena, og når man taber dér, så skal man altid være skuffet. Derudover var det en kamp, hvor vi fik kæmpet os flot tilbage, og et remis lurede mod slutningen. Desværre blev det ikke sådan, og derfor har vi ryggen mod muren, når vi i aften gæster Blue Water Dokken. Vender vi blikket mod den første kamp, så spiller vi to forskellige halvlege. 1.halvleg bliver for meget på Esbjergs præmisser og en scoringspause på 12 minutter bliver dyr, idet Esbjerg kommer foran 7-13 og samtidigt vinder momentum. Herefter spiller vi os udmærket tilbage, men går til pause bagud 11-16. Vi starter som lyn og torden efter pausen. Vi kommer hurtigt på minus tre, og har tre muligheder for at komme minus to, men vi formår desværre ikke at udnytte den mulighed. Kampe veksler frem og tilbage, med 51 minutter spillet kommer vi på minus to, og man fornemmer et Sydbank Arena der bobler af optimisme. Vi fortsætter pardansen helt frem til slut, og selvom muligheder var der, så taber vi knebent. Alligevel giver præstationen al mulig grund til at tro på en sejr i Esbjerg, hvor vi får støtte af en masse orange fans. Vi glæder os og håber at se mange af jer i Esbjerg i aften.

Hold øje med: Lois Abbingh. Hun viste i Ikast hvorfor man aldrig skal afskrive hende. Lois er i besiddelse af et fremragende skud, hvor variationen og kraften gør det næste umuligt for keeperne at gøre noget ved. Derudover, så er Lois Abbingh en af de rutinerede kræfter, så hendes rutine og evne til at styre spillet bliver altafgørende for vores kamp i Esbjerg.

Spørgsmålet er bare: “Hvordan slår man Esbjerg, i Esbjerg?” – Rikke Iversen forsøger at besvare spørgsmålet…

“Jeg synes vi kommer med en god tro. Vi ved at det bliver en hård kamp, men jeg synes også, vi har bevist, at vi som trup altid har en virkelig god tro på os selv. Det har været helt fint med en pause fra håndboldbanen. Jeg synes vi har brugt disse dage på fornuftige ting både på og udenfor banen.” 

En af profilerne på Esbjerg-holdet er stregspiller Vilde Ingstad Mortensen. En spiller Rikke kender særdeles godt, men hun vil ikke putte for meget fokus på enkelte spillere.

“Jamen hun er en utrolig dygtig spiller, som vi selvfølgelig skal være opmærksomme. Men de er et helt hold fyldt med dygtige spillere så vores taktik er nok mere at ramme dem alle med et hård kompakt forsvar.” 

Der venter et brag af en kamp i aften. Husk, hvis du ikke er en af de heldige der skal til Esbjerg, så kan kampen ses på TV2 Sport kl.20.15.

//Odense Håndbold