Blue Water Dokken dannede ramme om den anden DM-finale, og hvis man ikke havde varmt i sommervarmen, så fik man det i Dokken, hvor temperaturerne bevægede sig op.
Det var midlertidigt ikke spillet på banen der fik temperaturen til at stige, da det mest bar præg af kampen betydning, hvilket for det meste gjorde det til en rodet kamp. Men, vi må se i øjnene, at det aldrig rigtigt blev vores kamp i Esbjerg.
Men, når man spiller en DM-finale, så skal der være sommerfugle i maven. Om det var derfor vi så 4 tekniske fejl efter 3 minutter, kunne noget tyde på. Det var i hvertfald en svær start på opgøret, hvor Esbjerg sad på det meste, og efter 10 minutter tog Ulrik Kirkely konsekvensen og tog kampens første time-out. Der var inden kampen blevet snakket om hvor vigtigt det første kvarter var, så det var ikke underligt at Kirkely valgte en hurtig time-out. Kampens forløb bar også præg af en Anna Kristensen, som efter 11 minutter stod på imponerende 50%, og var stort medvirkende til Esbjergs føring. Efter 18 minutter kommer vi bedre med. Et 5-1 forsvar gør det svært for Esbjerg, men vi kan ikke rigtigt omsætte i den anden ende og derfor sker der ikke det store i stillingen, 11-7. Vi har mulighederne for komme på minus fire og tre, men tekniske fejl bliver ved med at være en akilleshæl der gør, at vi ikke for alvor kommer tilbage. Vi går til pause bagud 18-12.
I begyndelsen af 2.halvleg får vi igen muligheden for at komme tilbage. Vi får spillet os til fine muligheder, men det er som om den sidste aktion ikke vil lykkedes. Alligevel finder vi gode rum på ydersiden og Helena Elver kan banke den i kassen til 15-19 efter 36 min. Håndbold er et finurligt spil. Man sidder med fornemmelsen af at vi er godt med. Vi får muligheder for st bringe os tilbage i kampen mange gange, men for at bruge et gammelt udtryk, så var det bare “stolpe ud”, i denne periode. 21-15 efter 42 minutter. Herefter skiftede kampen karakter. Vi lavede for mange fejl, og det gav Esbjerg for mange nemme mål. Alt imens Anna Kristensen fortsatte i målet, så var vi bagud 28-17 efter 50 minutter. Vi taber desværre den anden DM-finale med 34-21 og vi må ønske Team Esbjerg tillykke med DM-guldet.
Topscorer for Odense Håndbold blev Lois Abbingh med 4 mål.
Vi kan se tilbage på en fantastisk sæson, hvor vi har været udfordret på mange punkter, men én ting er sikkert: Vi har hele sæsonen mødt fantastisk opbakning ude- som hjemme. Det kan vi ikke sige jer nok tak for, og så glæder vi os umådeligt til at se jer alle i Sydbank Arena, til sæsonen 2023/2024.
//Odense Håndbold