Hvis der var nogen tvivl om hvor vi stod, så blev al den tvivl fejet af banen fra første fløjt, i semfinalen i Final 4. Med ild i øjnene og en ukuelig kampgejst moste vi Silkeborg/Voel Håndbold ud af semifinalen og sikrede os billet til den helt sjove kamp i morgen, hvor enten Team Esbjerg eller Nykøbing/Falster Håndbold mødes.
De første 12 minutter foregår meget lige. Begge hold lykkedes med deres offensive dispositioner, og vi har især held med at finde Rikke Iversen inde på stregen. Silkeborg/Voel Håndbold keeper Filippa Idéhn havde et par afgørende redninger, men derefter tog vi over. Vi lukker fuldstændigt af i forsvaret og det som paraderne/tacklingerne ikke fik fat, det tog Althea Reinhardt i kassen. Det gode forsvar gav mange kontramuligheder, og her var altid flyvende Bo Van Wetering kvinden der satte boldene i kassen. Vi går til pausen med en komfortabel føring på 21-11, hvor man bare må konstatere at vi har spillet fremragende 30 minutter.
Kunsten er altid at kunne holde niveau, og ikke være for tilfreds. Lad det være sagt med det sammen, vi holdt niveau og fortsatte dominansen fra 1.halvleg. Maren Aardahl starter med at bringe os på 22-11 på straffekast og herefter fik de to keepere fat. Redninger fra begge sider gjorde de næste 5 minutter status quo, indtil Freja Cohrt kunne gøre det til 23-13. Derefter så vi os ikke tilbage. Forsvarsspillet var energisk og tændt, hvilket man blandt andet så efter 43 minutter. Vi er foran 27-16, og i angrebet efter, da har vi fire spillere der flyver op i en parade, som en anden orange-mur. Et fantastisk billede på viljen i dagens semifinale. I angrebet var Dione Housheer flyvende og hun fik flere gange sat Silkeborg-forsvaret på en næsten umulig opgave. Vi vinder stensikkert 38-21
Topscorer for Odense Håndbold blev Dione Housheer med 6 kasser!
Sikke en vilje, sikke en stemning og sikke vi kan! Odense Håndbold kan noget specielt og når vi forener den orange-mur, med fight og vilje på banen, så skal der meget til at slå os. En helt igennem suveræn lørdag, men vi er ikke færdige endnu.
//Odense Håndbold