På en kold januar-aften bød vi Skanderborg indenfor i Sydbank Arena, i hvad der på papiret lignede en overkommelig opgave. Men Skanderborg-mandskabet havde andre planer.
For Skanderborg Håndbold startede 1.halvleg rigtig godt. De første 10 minutter var de energiske i det defensive, og fik tilspillet sig pæne muligheder, som de eksekverede. Ved stillingen 2-5 efter 6 minutter sad man med en følelse af at rollerne var byttet om. Herefter skiftede kampen gear, hovedsageligt fordi vi kom op i et højere tempo. Det var især Mie Højlund som var strategen bag, men forsvaret skal også have ros. De fik brudt boldene godt, og lagde et fornuftigt tryk på Skanderborg-offensiven, så de lavede uprovokerede fejl. Det tillod kampens spiller Dione Housheer gode arbejdsbetingelser og hun var kampen igennem hård ved Skanderborg-holdet. Pausestilling på 22-13.
Hvor der i 1.halvleg skulle gå nogle minutter før vi kom i gear, så var det ikke tilfældet i 2.halvleg. Vi var klar lige fra første fløjt, og en flyvende Bo Van Wetering der kom ind efter pausen kunne øge til 27-15 efter en flot kontra. Derefter var scenen sat. Kampen var reelt afgjort, og nu handlede det om at bevare koncentrationen. Det gjorde pigerne flot, og der var ikke noget med at tage foden af gaspedalen. Dione Housheer var fuldstændigt ustyrlig med 11 mål og 7 assist og hun mange sukkerbolde ind til bla. Sidsel Mejlvang der havde en stærk kamp med 5 mål. Vi vinder sikkert 38-27.
Topscorer for Odense Håndbold med 11 kasser blev Dione Housheer!
Der er længe til næste hjemmekamp d. 12 februar mod Ferencvaros. Derfor vil vi gerne slå et slag for at man tager med Orange Power til Ringkøbing på lørdag!
//Odense Håndbold