09. februar 2023

Nedtakt: En knusende sejr i Silkeborg…

På en råkold vinteraften i Silkeborg, uddelte vi decideret klø til værterne fra Silkeborg/Voel, der ikke fik et ben til jorden.

Før kampen havde Silkeborg/Voel Håndbold kun tabt 2 kampe i JYSK arena, og de var særdeles formstærke set over den seneste periode. Det er et hold man har respekt for og om det var dét der var udslagsgivende vides ikke, men Silkeborg/Voel havde ikke en chance i aften.

I de første 7 minutter var det lige. Det fortæller meget godt, hvilken kamp vi har fat i. Efter de 7 minutter fik vi fat i vores forsvar og lavede meget få fejl i angrebet. Det betød at Silkeborg/Voel ikke kunne få gang i deres kontraspil og det lukrerede vi på. I perioden fra det 7 minut til det 19 minut vinder vi 3-11 og får sat Silkeborg/Voel under massivt tryk. Dione Housheer, Lois Abbingh og Mie Højlund boltrede sig, men særligt forsvaret fungerede. Maren og Rikke var som altid bundsolide i midtblokken, men Mie og Dione, som ellers normalt brillerer i angrebet, havde en stor aktie i, hele tiden at forstyrrer og ødelægge Silkeborg/Voels offensiv. Det gav flere gange mulighed for kontra den anden vej eller scoring i tomt mål. Martina fik redninger på inde i målet og så kunne vi gå til pause foran med 13-24.

Når man er foran med 11 ved pausen, så er kunsten at holde koncentrationen. Det har mange hold bøvlet med gennem tiden, men lad det være sagt med det samme: Det var ikke tilfældet i aften. Freja Cohrt var kommet på banen fra 2. halvlegs start og hun bankede bolde i kassen til 16-30 efter 37 minutter og derfra var det cruisecontrol. Vi formåede dog hele tiden at holde koncentrationen og lod ikke Silkeborg/Voel på noget tidspunkt føle at de var med. Martine Thörn fik lavet et af de sjældne mål og Lois Abbingh kanonerede et tremeter-kast i op i hjørnet, så man var i tvivl om, hvorvidt målet kunne holde. Grundlæggende en imponerende mental halvleg, der vidner om en stærk kultur og et flot trænerarbejde. Vi vinder med helt vanvittige cifre: 23-40.

Topscporer for Odense Håndbold blev Dione Housheer med 8 kasser!

Næsten kamp er søndag, hvor vi atter skal have fyldt Sydbank Arena. Vi er på en svær opgave med ungarske FTC-Rail Cargo Hungaria og vi har revanche til gode fra sidst. Så kom i hallen og støt pigerne i EHF Champions Leagues sidste gruppekamp.

//Odense Håndbold