De orangeblusede fik fredag aften en storsejr mod Randers HK. 30-20 blev cifrene i en kamp, som bød på veloplagte keepere og en god defensiv.

Af Sebastian Spangtoft

De 1783 fremmødte tilskuere i Odense Idrætshal fik en god start på weekenden. Allerede fra kampens start så det lovende ud. Odense-pigerne kom foran 6-1 efter bare seks minutters spil. Angrebsspillet og særligt brasilianske Jessica Quintino var i hopla. I modsatte ende havde Randers HK mere end svært ved at passere forsvaret og Althea Reinhardt i målet. Det resulterede i en timeout, hvor Randers-træner, Niels Agesen, var klar i spyttet og gav sit hold en ordentlig opsang.

Hos Odense Håndbold kunne man roligt sige, at det var Stine Jørgensens halvleg. Landsholdsprofilen nettede hele ni gange før pausen, hvilket gav grobund til en solid føring. Meget passende var det også Stine Jørgensen, der scorede halvlegens sidste mål på straffe til 18-10. Det var tydeligt, at det var en tilfreds Odense-bænk, som forlod halvgulvet i idrætshallen.

Det var ikke til at forestille sig, at Randers HK ville bringe spænding ind i de resterende 30 minutter. Men fra anden halvlegs begyndelse anede man det alligevel. Odense Håndbold fik ikke udnyttet en overtalsperiode og fik i stedet selv en udvisning til Kamilla Kristensen. Dermed kunne Maria Fisker og co. score de første tre mål i anden halvleg.

Det usammenhængende spil fortsatte hos Odense Håndbold. Efter 40 minutters var Pytlick tvunget til at tage en timeout. De tekniske fejl blev flere, og Mathilde Juncker tog flere oplagte chancer fra Odense-spillerne. På ti minutter havde Randers HK hentet fire ud af otte mål fra pausen.

Timeouten hjalp tilsyneladende. Stine Jørgensen kvitterede med mål nummer elleve efterfulgt af en scoring fra Pearl van der Wissel-Nielsen til 22-16. Emily Sando var kommet på mål fra anden halvlegs start, og nordmanden stod sublimt og pillede pynten af Randers-spillerne. Med ti minutter til slutfløjtet lignede det en afgørelse, da Susanne Madsen med et brag af en scoring øgede føringen til 24-17. Sando fortsatte redningerne i målet, hvilket markspillerne udnyttede til fulde. Odense Håndbold løb fra Randers HK, og så var sejren på ti mål en realitet.

Fredag den 3. november bliver næste opgave for fynboerne. Her skal man forsøge at hente to point ude mod Ajax København. Næste hjemmekamp er den 8. november, hvor de orange møder Ringkøbing Håndbold. Billetter til denne kamp kan købes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *