Det var endelig tid til sejrssang og point efter fire nederlag på stribe, da TTH Holstebro fredag kom et smut forbi den fynske hovedstad.

Af Jesper Amter

Vi skal en måned tilbage for at finde sidste gang, Odense Håndbold kunne fejre en sejr. Så der var i den grad dækket op til en super vigtig kamp i Odense Idrætshal fredag aften, da TTH Holstebro kom på besøg. En kamp, hvor kun to point tæller, hvis holdet fortsat skal drømme om en plads i slutspillet.

Selvom TTH Hostebro inden opgøret var placeret på 10. Pladsen i Primo Tours Ligaen, så forventede Odense-træner Jan Pytlick ikke, at der ville blive tale om nogen nem opgave.

TTH har en meget talentfuld trup, og de spiller friskt til. I den omvendte kamp hos dem var vi under pres i store dele af opgøret, så vi skal være klar i dag.” Lød det fra Jan Pytlick inden kampen.

Og den rutinerede træner skulle få ret i, at det ikke skulle blive nogen walk-over. Det var dog et Odense-hold, der endelig kom godt fra land i fredagens kamp. Noget holdet ellers ikke har været heldige med det meste af denne sæson.

Althea Reinhardt startede opgøret i det fynske mål, men landsholdskeeperen blev efter 3 minutter ramt i hovedet og sendt til tælling på halgulvet. Det blev det sidste vi så til den unge Reinhardt i kampen. Herefter var det den rutinerede ræv, Chana Masson, der leverede en hæderlig indsats i målet.

Efter 10 minutters spil var det især et stærkt fynsk forsvar, der havde været med til at give en 5-3 føring. Og efter et nyt godt forsvar kunne Nadia Offendal, efter et af hendes hurtige fodskifte, let sende bolden i lapperne på en hel fri Kamilla Kristensen. 6-3 til Odense Håndbold der havde et solidt greb om kampen i resten af 1. halvleg.

Det fynske angrebsspil blev båret af de to brasilianere Jessica Quintino og Deonise Fachinello, hvor sidstnævnte virkelig gjorde ondt på TTH forsvaret. De to sambapiger tegnede sig således for fire scoringer hver efter blot 23 minutter, og det var stærkt medvirkende til, at Odense Håndbold kunne tage en 15-12 føring med i omklædningsrummet ved pausen. En første halvleg, hvor værterne med lidt mere skarphed i begge ender havde haft et større forspring til Holstebro.

Og netop et større forspring havde de 1577 tilskuere nok sat pris på. For i 2. halvleg var det to forvandlede mandskaber. TTH forvoldte store problemer, da de begyndte at spille 7-6, og i takt med at effektiviteten i Odense-angrebet faldt steg spændingen om de to point. Efter 41 minutters spil var det efter endnu en scoring af udeholdets Sara Hald helt lige. 17-17 og så begyndte man ellers at frygte, om der var gået totalt gummiarm i de orange.

Men så trådte Nadia Offendal i karakter. Med sikre straffekast, god fight og flotte gennembrud holdte hun kadencen oppe på angrebsspillet. I den anden ende var 7-6 koden stadig ikke knækket. Det var først 10 minutter før tid, at Pytlick og ”Spåne” var i stand til at få styr på gæsternes overtalsspil. Og med en Nadia Offendal, der bare havde én af de dage, så styrede Odense Håndbold på ny mod de to point.

Med endnu et af de hurtige fodskifte fintede Nadia Offendal udeholdets Sara Hald halvvejs ud af banen og på vej i spillerbussen uden point. 24-22 med fem minutter igen, og med en Chana Masson på rette sted stod Odense Håndbold med matchbold. Og den var fynboerne ikke sen til at udnytte.

Kampens sidste scoring blev sat ind af Nadia Offendal, der med sine 9 scoringer var kampens helt store oplevelse. De to point samt et nederlag til slutspils-rivalerne fra Silkeborg-Voel mod Århus SK var nok til igen at sende Odense Håndbold i den slutspilsgivende top-6. Næste opgave for Pytlick & co. er på fredag, når holdet tager turen til Ringkøbing.

Foto Torben Andresen

16991782_1336620059710263_2458879835224325964_o

 

 

 

 

 

 

 

 

16991903_1336620346376901_1298754060329442_o

 

 

 

 

 

 

 

 

 

16826060_1336620209710248_6044632936316268820_o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *