Målvogtertalentet og landsholdsspilleren Althea Reinhardt bliver i Odense Håndbold frem til 2021.

Odense Handball Club A/S og Althea Reinhardt har valgt at forlænge samarbejdet med hinanden. Kontrakten bliver forlænget med fire år, og det unge målmandstalent løber altså på banen i den orange trøje frem til 2021.

Cheftræner i Odense Håndbold, Jan Pytlick, glæder sig over kontraktforlængelsen: ”Vi er meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Althea. Hun er et kæmpetalent med masser af potentiale på både landsholds- og klubplan. Hun stod fantastisk i sidste sæson og kan begå sig på allerøverste hylde rent håndboldmæssigt. Vi er derfor glade for, at hun fortsæt vil være med i vores håndboldprojekt på Fyn.”

Også målvogteren selv er begejstret for forlængelsen: ”Jeg er glad for at kunne fortsætte i Odense Håndbold. Det er sjovt og udviklende for mig at være en del af det spændende projekt og den spændende udvikling, som Odense Håndbold er inde i. Jeg har været glad for at være i Odense og glæder mig til at kunne fortsætte samarbejdet,” siger den 21-årige Althea Reinhardt.

Althea Reinhardt kom til Odense Håndbold i 2016. I sidste sæson blev hun ligaens bedste målvogter med en total redningsprocent på 42%. Hun toppede også listen over redninger på straffekast og blev nomineret til World Female Handball Player 2016/2017.

Yderligere information kan indhentes hos cheftræner, Jan Pytlick, på tlf. 21 43 88 89 og hos administrerende direktør i Odense Handball Club A/S, Mark Jespersen, på tlf. 40 99 69 99.

Foto: Althea Reinhardt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *