I går mod København Håndbold skulle Odense Håndbold forsøge at rejse sig oven på weekendens nederlag til Nykøbing Falster Håndbold. I stedet måtte Pytlicks piger gå slukøret fra banen med et nederlag på 18-35.

Af Sebastian Spangtoft

Det var ikke kun under kampen, at Odense Håndbold stødte på udfordringer. Under opvarmningen måtte det odenseanske publikum sande, at profiler som Stine Jørgensen, Jessica Quintino og den skulderskadede Mie Højlund ikke fik kontakt med bolde og harpiks. Derfor stillede Odense Håndbold op med kun tolv spillere til rådighed.

De orangeblusede startede i målet med landsholdskometen Althea Reinhardt, som netop har forlænget sin kontrakt med klubben frem til sommeren 2021. Sammen med holdet fik hun dog alt andet end en ønskestart på kampen. København Håndbold kom hurtigt på 0-3, før rutinerede Pearl Van Der Wissel-Nielsen med to scoringer fik gang i det veloplagte hjemmepublikum.

Herfra gik det galt for Pytlick og co. København Håndbold scorede nærmest efter behag og bragte sig foran med 3-10. Den orange angrebsformation med Van Der Wissel-Nielsen, Offendal og Tranborg havde store problemer med at spille sig i gennem et solidt københavnsk forsvar og en velspillende Johanna Bundsen i målet. I den anden ende, hvor Emily Stang Sando var kommet på mål, havde København fortsat let ved at smide bolden i nettet. Sjællændernes Mia Rej kunne score halvlegens sidste mål, og Odense Håndbold gik i omklædningsrummet bagud 7-19. Det blev en første halvleg, hvor fløjene Freja Cohrt og Trine Østergaard ikke kom til afslutninger.

Efter pausen fortsatte de to klubber nærmest, hvor de slap. Det var svært at forestille sig, at cheftræner Jan Pytlick havde sagt venlige ord til sine spillere i pausen. Set ud fra anden halvlegs start, syntes opsangen dog ikke at have gjort nogen forskel for Odense-pigerne. Trods nogle ordentlige drøn af Offendal og Tranborg, der begge gav mål, viste måltavlen en rungende føring på hele 10-26 til København Håndbold. Hvis ikke kampen var afgjort ved pausefløjtet, var den det i hvert fald i starten af anden halvleg.

Mod slutningen af kampen blev der byttet lidt mål mellem de to hold. Dermed var de fynske piger aldrig i nærheden af sejr mod et veloplagt mandskab fra København Håndbold, som fortjent vandt med 18-35. Jan Pytlick erkendte også efter kampen, at hans mandskab ikke ramte dagen.

”Man må sige, at vi havde en kollektiv offday, og så kan vi slet ikke matche København på en dag som i dag”, lød det fra Pytlick.

Næste kamp for Odense Håndbold er på tirsdag, når FCM Håndbold kommer på besøg i Odense Idrætshal. Billetter til denne kamp kan købes her:

https://odensehaandbold.safeticket.dk/events/33599-Odense_Haandbold_-_FC_Midtjylland/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *